Politikere: Pinligt at handicapkørsel ikke fungerer

Aarhus Kommune har fortsat problemer med handicapkørsel, og det er ikke i orden, mener flere byrådsmedlemmer

02:01

Det er dybt pinligt, at Aarhus Kommune ikke kan finde ud af at få fragtet handicappede børn til og fra skole uden de store problemer. Sådan lyder det fra flere partier i byrådet i Aarhus, efter forældre med handicappede børn har bøvlet med problemer i mere end 100 dage.

Konkret har Venstre nu fået sat punktet på til diskussion i økonomiudvalget, for det holder ikke længere, lyder det. 

- Vi har set flere redegørelser, hvor der bliver lovet, at problemerne bliver løst lige om lidt. Nu er det nok, og derfor skal der handling til, siger Gert Bjerregaard, politisk ordfører for Venstre i Aarhus Byråd.

Læs også Stadig kaotisk handicapkørsel: Børn er gidsler uge efter uge

Også Enhedslisten vil have styr på situationen, som partiet kalder for en lortesag.

- Det skal køre, og så må man komme de ressourcer i, der skal til, så det kører, og så må man tage den dialog med det faglige personale og forældrene, som gør, at det kommer til at køre, siger Jette Jensen (Ø), medlem af byrådet i Aarhus.

Her på TV2 | ØSTJYLLAND har vi flere gang fortalt om konsekvenserne af transportproblemerne. Senest fortalte tillidsmanden for lærerne på Stensagerskolen om flere stressede og selvskadende børn. 

I Aarhus Kommune er det borgmesterens afdeling, som har ansvaret for, at systemet kører, og det møder massiv kritik, at borgmester Jacob Bundsgaard (S) ikke har været i stand til at levere en løsning, der overholder det, som forældrene er blevet lovet i udbudsmaterialet.

Læs også Chris er autist: Blev glemt af handicapbussen

- Jeg synes, at det fuldstændig vanvigtigt at en kørselsordning, der fungerede udmærket, går fuldstændig i smadder, når borgmesteren får ansvaret for det, siger Marc Perera Christensen (K), der er 2. viceborgmester i Aarhus Kommune.

Men det langt fra kun de Konservative, der er kritiske overfor håndteringen af opgaven med at få transporteret de handicappede børn. Både Jette Jensen og Gert Bjerregaard er kritiske overfor den måde, som opgaven er blevet håndteret på.

Læs også Redegørelse om handicapkørsel lover bod og bedring

- Det er en lortesag. Dybest set kan idéen med at samle kørslen være fin, men jeg synes jo ikke, det virker til at være forberedt ordentligt, siger Jette Jensen.

- At få en kørselsordning til at fungere er jo ikke raketforskning. Det bør vi kunne håndtere i Aarhus, mener Gert Bjerregaard.

Det var et enigt byråd, som lagde op til at ændre på kørselsordningen, og derfor vil politikerne nu forsøge at få fundet en løsning, så det igen kan komme til at fungere.

Læs også Aarhus Kommune beklager: Handicapkørsel bliver bedre snart

- Vi vil gerne hjælpe borgmesteren med at få det til at fungere. Vi må sætte alle ressourcer ind på at få det til at fungere, siger Gert Bjerregaard.

Også de Konservative og Enhedslisten vil være med at finde en løsning. Marc Perera Christensen kunne for eksempel godt forestille sig at få flyttet driften og lægge opgaven over til en helt anden.

- Det kan da godt være, at borgmesteren skal fratages den opgave, hvis ikke snart de kan vise, at de har styr på det her.

Alle kommuner er forpligtet til at tilbyde handicappede børn transport til og fra skole. 

I videoen øverst på siden kan du se interviews med de tre politikere.

02:03

Der er fortsat problemer med Aarhus Kommunes handicapkørsel - se video fra 11. november her.

Luk video