Politikere ønsker ikke uvildig undersøgelse i sag om Café Kaffegal

Et forslag fra Venstre mødte ikke opbakning i byrådet i Aarhus - samarbejde med Café Kaffegal genoptages måske til august

Den daglige leder af Café Kaffegal, Brian Sørensen, kom i foråret under kraftig beskydning.

Et flertal af medlemmerne i Aarhus Byråd har onsdag aften besluttet ikke at gennemføre en uvildig undersøgelse af kommunens tilsynsforpligtelse i sagen om Café Kaffegal.

Det sker i forlængelse af, at 13 tidligere ansatte i den socialøkonomiske virksomhed i marts stod frem og anklagede lederen af Cafe Kaffegal for mobning - og Aarhus Kommune for at vende det blinde øje til.

Læs også Kaffegal: 13 tidligere ansatte anklager café for mobning

Som TV2 ØSTJYLLAND har kunnet berette, har også Favrskov Kommune forsøgt at advare Aarhus Kommune mod at sende psykisk sårbare borgere hen til virksomheden.

Det er byrådsmedlem Gert Bjerregaard (V), der har ønsket en uvildig undersøgelse i sagen.

- Vi skal fremme socialøkonomiske virksomheder. I den her sag er det bare gået helt skævt. Der er noget helt rivende galt. Der er nogen, der har fortiet sandheden, og det er gået ud over en hel række borgere, og det kan vi simpelthen ikke være bekendt, siger Gert Bjerregaard til TV2 ØSTJYLLAND.

08:21

VIDEO: Aarhus Kommune modtog klager fra tidligere medarbejdere på Café Kaffegal, men valgte ikke at handle. Se mere i dette tv-indslag fra marts i år.

Luk video

Rådmand har erkendt

Han mener, at de øvrige byrådsmedlemmer med deres 'nej' har slået ring om den nuværende rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune Thomas Medom (SF).

Medom var rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse på det tidspunkt, hvor klagerne over Café Kaffegal væltede ind til kommunen.

Læs også Ansvarlig politiker om Kaffegal: - Jeg beklager det rigtig meget

- Der er tale om rigtig sårbare mennesker, der er ladt i stikken. Jeg vil rigtig gerne, at vi kan lære af den her sag, så vi kan undgå at komme i en lignende sag, siger Gert Bjerregaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Thomas Medom har over for TV2 ØSTJYLLAND erkendt, at det var en fejl, at Aarhus Kommune ikke tog klagerne mere alvorligt, da de begyndte at tikke ind i 2014.  

- Jeg beklager det rigtig meget. Det er ærgerligt, at vi har været igennem det her forløb, sagde han i marts måned.

Læs også Minister går ind i Kaffegalsag

Samarbejde kan snart genoptages

Den nuværende rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune Kristian Würtz (S), var blandt de byrådsmedlemmer, der onsdag aften modsatte sig en uvildig undersøgelse.

Vi skal fremme socialøkonomiske virksomheder. I den her sag er det bare gået helt skævt.

Gert Bjerregaard (V), byrådsmedlem

- Der er lavet en stribe redegørelser, og det er temmelig klart, hvad der er sket, og det er krystalklart, hvem der har ansvaret. Jeg kan ikke rigtig se, hvad det er, man vil opnå ved det. Det, der er sket, er sket, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Aarhus Kommune satte i marts samarbejdet med Café Kaffegal i bero. Ifølge Kristian Würtz vil samarbejdet blive genoptaget, hvis virksomheden præsenterer 'en tilfredsstillende rekonstruktion' inden udgangen af august måned.

Læs også Kaffegal: 13 tidligere ansatte anklager café for mobning