Politikere: Nyt hospice til børn skal oprettes i Østjylland

Et hospice til børn bør placeres i Region Midtjylland, mener flere politikere. Aarhus er et godt bud, lyder det

Døende børn skal have mulighed for at komme på hospice den sidste tid. Derfor skal der oprettes et børnehospice, og det bør placeres i Region Midtjylland, mener flere politikere i regionen.

- Jeg mener, Region Midtjylland har den rigtige placering. Og også ekspertisen, siger formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland Henrik Gottlieb (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

Regeringen har afsat 2,5 millioner kroner på finansloven til at etablere fire børnhospicepladser, der skal dække hele det vestlige Danmark. Og derudover fem millioner kroner årligt til driften af hospicepladserne. 

Læs også Bamsehospital skal gøre børn tryggere ved sygehuset

Både Hospitalsudvalget og Psykiatri – og Socialudvalget har drøftet, om regionen skal søge de midler, der er afsat på finansloven. Mandag mødes politikerne til en fælles temadrøftelse mellem udvalgene.

Det hospice, der ligger på Sjælland, har vist, hvordan man kan hjælpe familier i en ekstremt presset situation. Den service mener jeg også, vi bør tilbyde her i regionen.

Nicolaj Bang, regionsrådsmedlem

I sagsfremstillingen fremgår det, at hospitalerne i regionen er blevet hørt om mulighederne for at oprette hospice i forlængelse af hospitalerne. Derudover Hospice Søholm ved Aarhus og Hospice Djursland. Men hvor Hospice Søholm afviser, at det er en god ide huse hospicepladser til børn, anbefaler Hospice Djursland, at et hospice til børn etableres i forlængelse af et allerede eksisterende hospice, fremgår det.

Også døgn- og aflastningsafdelingen Fenrishus i Aarhus er blevet peget på som en mulighed. Fenrishus har allerede erfaring med målgruppen, lyder det.

Flere politikere peger på Fenrishus som et oplagt bud til at huse de fire børnehospicepladser. Foto: Google Maps

Flere peger på Fenrishus

Formand for Hospitalsudvalget Henrik Gottlieb er allerede nu ikke i tvivl om, at Region Midtjylland bør søge midlerne. Selv peger han på Fenrishus som en oplagt destination.

- Det er et godt sted af hensyn til geografi. Det vil være let tilgængeligt for folk, der kommer fra andre regioner. Og det vil også være tæt på andre tilbud med stor erfaring i børn - som det palliative team og børneafdelingerne på hospitalet, siger Henrik Gottlieb.

Han bakkes op af Jakob Rixen fra Liberal Alliance, der umiddelbart også ser Fenrishus som et oplagt bud. For ham er økonomien dog helt afgørende. 

Læs også Lille Miki har kræft i øjnene: Familiehuset hjælper i en svær tid

- Hvis man kan holde sig inde for den statslige ramme, vil jeg helt sikkert bakke op om det. Men jeg vil være sikker på, om regionen får flere udgifter udover det, før jeg tager endeligt stilling, siger Jakob Rixen til TV2 ØSTJYLLAND.

Også Nicolaj Bang (K) er fortaler for, at Region Midtjylland. Han mener, et hospice til børn med fordel vil kunne placeres i nærheden af Det Nye Hospital i Vest i Gødstrup ved Herning eller ved Aarhus Universitetshospital.

- Jeg mener, det hospice, der ligger på Sjælland, har vist, hvordan man kan hjælpe familier i en ekstremt presset situation. Den service mener jeg også, vi bør tilbyde her i regionen, siger Nicolaj Bang til TV2 ØSTJYLLAND.

Politikerne i Region Midtjylland mødes klokken 13.00 i regionshuset i Viborg.

Der findes i dag kun ét børnehospice. Det ligger i Hellerup på Sjælland.