Politikere mister festivalbilleter

Skanderborgs lokalpolitkere kan ikke længere komme gratis til festival. Borgmesteren stopper ordningen efter kritik.

Det er slut med gratis rock med fadøl for de 29 politikere i Skanderborg Byråd, der i årevis hver har fået to gratis billeter foræret af Skanderborg Festivalen. De to billeter til 1.800 kroner stykket kunne de enten bruge selv eller give til datteren eller konen.
Det afslører bt.dk.

Skanderborgs socialdemokratiske borgmester Jørgen Gaarde (S) har lukket ned for de gratis festivalbilleter efter en aktindsigt i gaver til kommunen fra B.T. Han har samtidig skrevet til Statsforvaltningen Midtjylland og bedt dem undersøge lovligheden af de gratis billeter.

- Vi har ikke set det her som et problem før, at i tog det op. Skanderborg Festivalen har vi anset som en byfest. Men jeg må indrømme, at jeg fremover mener, at man kun skal deltage, hvis man har en arbejdsopgave på festivalen. Men nu får vi lovligheden undersøgt, siger borgmester Jørgen Gaarde.

Ifølge professor i forvaltningsret Claus Haagen Jensen fra Copenhagen Business School, så er det især problematisk, fordi politikerne også har fået gratis billetter til partnere eller børn.

- Der skal meget tunge grunde til, at man kan acceptere at også koner får lov til at komme gratis med. Og kommunen handler enddog meget klogt, når de nu får undersøgt om det er lovligt, siger Claus Haagen Jensen.

Hos Skanderborg Festival indrømmer de, at de har givet billeterne for holde sig på god fod med kommunen.

- For os er det kun naturligt, at de politikere som giver os tilladelse til at holde festivalen også får lov til at komme ud og se os i skoven. Og ingen siger at de skal tage konen med - de må selv om, hvem de tager med som gæst. Vi har aldrig set det her som et problem, siger talsmand for Skanderborg Festival, Poul Martin Bonde.

/Ritzau