Politikere: Mere fleksibilitet
Både venstremand og socialdemokrat ønsker strammere, men mere fleksible regler for familiesammenføring
Historien om ukrainske Kristina Fernos, der ikke kan få lov til at bo i Danmark med sin mor, søster og stedfar, er et eksempel på for ufleksibel en lovgivning.
Sådan lyder det her til aften fra både en socialdemokrat og en venstremand.
Se også: Vil have familien tilbage
Historien står langt fra alene. TV 2 | ØSTJYLLAND har tidligere fortalt historien om Kenneth Iversen, der ikke kunne få familiesammenføring med sin kone, fordi han i en periode havde modtaget revalideringsydelse efter en arbejdsskade.
- Vi ønsker et mere fleksibelt system, hvor man også kan tage hånd om, hvis der er nogle konkrete sager, hvor man siger: "Den her skriger altså til himlen!", så skal min minister altså kunne gå ind og sige: "Her skal de altså have lov til familiesammenføring," siger Venstres Michael Aastrup Jensen i en debat på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Samme melding kommer fra Kim Qvist (S):
Se også: Advokat: Det kan familien gøre
- Der kunne jeg også godt personligt, menneskeligt ønske mig, at vi havde den fleksibilitet, det kræver.
Samtidig ønsker ingen af politikerne dog en at lempe reglerne på området:
- Set i lyset af, at vi desværre har oplevet en fordobling af familiesammenføringer, så ønsker vi et strammere - men samtidig har vi jo også sagt et mere fleksibelt system. Det vil sige et system for dem, som kan og vil noget til det danske samfund, lyder det fra Michael Aastrup Jensen.
- Der er ingen tvivl om, at vi er også nødt til at have de her stramninger. Det har vi set med de tendenser, der er, i forhold til flygtningestrømme, siger Kim Qvist.
Øverst på siden kan du se hele debatten og historien om situationen for Kristina Fernos familie.