Politikere klar til forbud mod spilreklamer: Kan være urealistisk

Mængden af reklamer for pengespil er stor - især i tv. Det frister ludomanerne. Derfor er flere folketingsmedlemmer klar til et forbud.

Tv-reklamer som denne med skuespiller Pilou Asbæk som blikfang skal ifølge flere politikere forbydes. Foto: BET365

Har du hang til spil, er det stadigt stigende antal spilreklamer brænde på bålet. Sådan lyder det fra blandt andre eksperter på området og eks-ludomaner. 

- Det, reklamerne gør ved mig, er, at jeg hele tiden bliver mindet om det. Jeg bliver bedt om at forholde mig til spillet. De kører også gerne med en lille statistik, der underbygger det spil, de reklamerer for. Og det er så latterligt, siger 19-årige Marcus Mossalski fra Randers til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Webdok: Løgn, bedrag og raseri: Sådan tabte teenageren Marcus 122.000 kroner

Han har trods sin unge alder tabt 122.000 kr. på spil og betting. Og i lang tid var hans liv et helvede, hvor al energi blev brugt på at tænke på spil, skaffe penge til dem og dække over tab. 

Historier som hans får nu flere politikere til at bakke op om et forbud mod spilreklamer i tv.

03:45

VIDEO: 19-årige Marcus Mossalski Nielsen har mistet 122.000 kroner på spil. Han er bekymret for de mange børn og unge, der eksponeres for et utal af betting-reklamer.

Luk video

- Vi vil gerne have gjort tv-reklamerne ulovlige. Specielt der hvor man bruger sportsstjerner og kendisser, til at reklamere for spil, der involverer penge, siger Kirsten Normann Andersen (SF) til TV2 ØSTJYLLAND.

- I SF har vi i lang tid været betænkelige over for det bombardement af spilreklamer, som vi alle udsættes for. Vi har tidligere bakket op om et forslag fra Danske Spil om at udelukke reklamerne, mens kampene er i gang, og været med til at lave en stramning sidste år, lyder det videre fra partifællen Charlotte Bromann Mølbæk. 

 

Bedre rådgivning til forældre

Begge påpeger samtidig, at der også er brug for mere rådgivning til forældrene, så deres børn ikke ender i et misbrug.

- Vi skal se på, hvordan vi appellerer til børn. Det er et problem, når unge på 15 år, begynder at bruge penge på at spille, siger Kirsten Normann Andersen.

Det er helt klart, at vi bliver bedre til at tøjle de her spilfirmaer og gøre langt mere for at forebygge ludomani, men et egentlig forbud, tror jeg ikke, er vejen frem.

Troels Ravn (S), skatteordfører

Også De Radikales skatteordfører Kathrine Olldag og Alternativets Susanne Zimmer er tilhængere af et forbud.

- Det er en voldsom eksponering. Reklamerne rammer de grupper, der ingen penge har, og de lokker med et fællesskab, men i virkeligheden er det nogle kendisser, der har solgt deres sjæl, siger Kathrien Olldag til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Overflod af spilreklamer: - De er giften i mit liv

Venstres Louise Schack Elholm er klar på at begrænse antallet af reklamer, men et decideret forbud ser hun ikke som løsningen. 

- Vi er ikke interesseret i at forbyde spilreklamer. Nu er det op til skatteministeren, for det er en myndighedsbeslutning, at branchen ikke må tale med tv-udbyderne, lyder det fra hende. 

00:34

VIDEO: Socialdemokratiets skatteordfører, Troels Ravn, mener, at ludomani er et alvorligt problem, men et forbud mod spilreklamer er ifølge ham ikke løsningen.

Luk video

Urealistisk med forbud

Socialdemokratiets skatteordfører Troels Ravn er enig i, at der er et stort pres på de spilafhængige gennem de mange reklamer, men et forbud mod reklamerne er ifølge ham ikke realistisk. 

- Vi skal gøre noget, der politisk er gangbart. Det er helt klart, at vi bliver bedre til at tøjle de her spilfirmaer og gøre langt mere for at forebygge ludomani, men et egentlig forbud, tror jeg ikke, er vejen frem, siger Troels Ravn til TV2 ØSTJYLLAND. 

Ludomani er et alvorligt problem, men staten skal ikke løse alt og forbyde alt. Det bliver en glidebane.

Alex Vanopslagh (LA), skatteordfører

Den holdning deles af Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby. Han er betænkelig i forhold til tv-kanaler, der drives fra udlandet, og som på den måde kan undgå dansk lovgivning om eksempelvis spilreklamer. 

Hans Kristian Skibby mener, at det er problematisk, hvis det kun er dansk lovgivning, som forbyder spilreklamer. 

Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh og De Konservatives Mona Juul er ligeledes imod et decideret forbud. Førstnævnte mener i stedet, at redskabet Rofus er løsningen. 

Det er et program, som ludomaner kan tilmelde sig, og herefter vil de blive udelukket fra bettingsider. 

- Ludomani er et alvorligt problem, men staten skal ikke løse alt og forbyde alt. Det bliver en glidebane, siger Alex Vanopslagh til TV2 ØSTJYLLAND. 

01:28

VIDEO: Marcus Kondrup Nielsen fra Horsens er selv tidligere ludoman. Han blev påvirket i høj grad af reklamerne. 

Luk video

Klager over reklamer

Under alle omstændigheder er der flere, som klager over de mange reklamer for spil.

Den 1. januar 2012 fik udenlandske spiludbydere lov til at konkurrere og reklamere lovligt i Danmark. I dag har 44 udbydere, ifølge Spillemyndigheden, licens i Danmark.

I årene efter, spilmonopolet blev brudt, har Forbrugerombudsmanden fået mere travlt med at kigge spiludbydere efter i sømmene på vegne af borgere, der henvender sig.

Læs også Styrelse forsinker aftale: Lang udsigt til færre spilreklamer

Fra 2014 til 2018 har Forbrugerombudsmanden set på 162 henvendelser fra borgere. Alle har handlet om pengespil på nettet og deres markedsføring eller vilkår. I 2019 har Forbrugerombudsmanden foreløbigt modtaget 34 henvendelser. Og der ses en lille tendens henover årene.

- Antallet af henvendelser til Forbrugerombudsmanden om spiludbydere er stigende, siger specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden, Danielle Brisson Berggreen, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Hun understreger, at man fra Forbrugerombudsmandens side ikke kan sige, om antallet af nye udbydere på markedet og antallet af klager hænger sammen.

 

'Min datter er ludoman'

Men der er også klager, som ikke ender hos Forbrugerombudsmanden eller Spillemyndigheden. Lige nu reklamerer bybusserne i Aarhus for spiludbyderen Mr. Green. Det har fået en ludomani-pårørende til at klage til trafikselskabet Midttrafik.

TV2 ØSTJYLLAND er i besiddelse af klagen.

Er det virkelig nødvendigt, at busserne skal køre rundt med reklamer for spil (...) Jeg har en datter, der er ludoman. Jeg bliver dybt forarget, at Midttrafik skal reklamere for spil, skriver klageren, som ikke vil have sit navn frem af hensyn til datteren.

00:20

På bybusser i Aarhus reklameres i øjeblikket for spiludbyderen Mr. Green. Det har fået en ludomanipårørende til at klage til Midttrafik.

Luk video

I svaret, som TV2 ØSTJYLLAND også er i besiddelse af, skriver Midttrafik, at et reklamebureau står for salget af reklamepladser på busserne, og at Midttrafik derfor ikke har nogen indflydelse, så længe loven overholdes. 

For at få et billede af, hvor meget tv-reklamer for spil kan fylde, talte TV2 Østjylland spil-reklamerne i pausen i fodboldkampen mellem Brøndby og AGF den 25. august 2019. Pausen varede 15 minutter. Resultatet kan ses herunder.

Ifølge Morten Rønde, der er direktør for onlinegamlingudbydernes brancheorganisation, DOGA, er der endnu ikke kommet en løsning på at nedbringe antallet af reklamer. Branchen kigger til gengæld på, hvordan der reklameres.

- Vi vil gerne kigge på indholdet i tv-markedsføring. Og vi vil også gerne kigge på, hvornår tv-reklamerne bliver sendt, så de ikke bliver sendt direkte op ad unge-udsendelser og op ad kviklånsreklamer, siger Morten Rønde til TV2 ØSTJYLLAND.

00:53

Morten Rønde, direktør i brancheorganisationen, DOGA, mener, at spiludbyderne strækker sig meget langt for at lave så etisk en markedsføring som muligt.

Luk video