Politikere kendte til gipsaffald
Politikere i Randers vidste, at Overgaard Gods havde store bunker gipsaffald liggende allerede 11 måneder inden, de meldte godset til politiet.
I marts kom det frem, at Overgaard Gods i en årrække havde spredt omkring 20.000 tons gipsaffald på godsets marker uden at have den nødvendige tilladelse til det.
Det fik Randers Kommune til at politianmelde godset i april, og siden da er affaldet flere gange blevet analyseret for at finde ud af, hvor skadeligt det er for miljøet.
Men ifølge Licitation, Byggeriets dagblad, kendte byrådspolitikerne til de store bunker affald allerede 11 måneder inden poilitianmeldelsen.
Næsten alle medlemmer af byrådet inklusive borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) samt embedsmænd fra den tekniske forvaltning deltog således i en rundtur på godset den 12. juni 2009.
På turen blev anvendelsen af de store bunker gipsaffald gennemgået. Det bekræfter daværende godsforvalter på Overgaard Gods, Stig Andersson:
- Vi har ikke skjult noget, så det var og er højst chokerende, at Overgaard på den måde blev hængt ud, Og det virker særligt forstemmende, når de politikere, der var været ude og se, hvordan det foregår, nu kritiserer Overgaard på denne måde, siger han til Licitationen.
Ifølge formand for Teknisk Udvalg i Randers Kommune Kasper Fuhr Christensen (SF) fandt turen sted før hans tid som byrådsmedlem, så derfor ser han intet galt i, at han har været med til at politianmelde godset.
- Jeg har bestemt ikke brugt denne sag til personlig profilering. Jeg har svaret pressen på spørgsmål. Det er min pligt. At der er fundet ulovligt affald i de mængder har krævet, at vi handler. Det er vores ansvar, siger han til dagbladet.