Politikere har syltet problemer på skole
Problembørn på Nordgårdskolen har brug for særlig støtte, men politikerne har vendt det døve øre til, mener formand.
Hver fjerde elev på Nordgårdskolen i Gellerup har brug for særlig støtte i undervisningen.
Det viser en ny undersøgelse.
Skolen skal lukkes næste år, og børnene skal spredes ud på kommunens andre skoler, og det er i den forbindelse, at kommunen har gennemgået hver enkelt elevs situation for at vurdere, hvilke støttetilbud, de skal have, skriver Århus Stiftstidende.
Det har de mange lærere, der gennem tiden er knækket psykisk af jobbet på skolen vist længe, siger formand for Århus Lærerforening Gordon Ørskov Madsen til avisen.
- Lærerne har i de seneste mindst seks år råbt op om, at grupper af børn havde brug for et andet undervisningstilbud. Og jeg er rigtig træt af, at man ikke har lyttet, siger formanden.
Rådmand Louise Gade siger, at eleverne allerede har fået støtte. De har kostet dobbelt så meget per elev som på andre skoler.
Nordgårdskolen lukker den 1. september næste år.