Politikere går ind i sag om journaler
Reglerne skal laves om, mener de
Flere medlemmer af regionsrådet går nu ind i sagen om 1.700 borgeres lægejournaler, der har været låst inde i en lukket lægekonsultation i Kolind i flere måneder.
Borgerne eller andre læger kan ikke få fat i journalerne, og derfor frygter man, at det kan få konsekvenser for behandlingen, hvis borgerne bliver syge.
- Det duer simpelthen ikke. Den er ikke længere, end at det her er en fejl, og den skal rettes, siger Nicolaj Bang (K), der er regionrådsmedlem i Region Midtjylland.
Og han er ikke den eneste, med den holdning:
- Jeg tænker, at det er grotesk, at der er 1.700 mennesker, som bliver fanget i et system, der ellers er bygget op til at beskytte dem, siger Keld Marstrand Christensen (LA), regionrådsmedlem, Region Midtjylland.
Sagen drejer som om den lokale lægepraksis i Kolind på Djursland, hvor lægen er sygemeldt på ubestemt tid. Det betyder, at journalerne ikke er tilgængelige for andre.
For Nicolaj bang er det en principiel sag.
- Fundamentet omkring vores velfærdssamfund og vores sundhedssystem er jo, at vi er der for folk, når de har brug for det, siger Nicolaj Bang.
Han vil nu tage sagen videre, så der kan blive ændret på reglerne for lægers tilgang til patientjournaler i særlige tilfælde.
Du kan se mere om sagen i indslaget over artiklen.