Politikere forvist fra Netto-arealer på Samsø

Der må ikke deles valgbrochurer ud foran Nettos butik i Tranebjerg

01:13

Det nærmeste man kommer et forretningsstrøg på Samsø er hovedgaden i Tranebjerg, men ligefrem pulserende af liv er der ikke på denne årstid.

Det mærker politikerne, når de vil på gaden og møde borgerne.

- På Samsø er det jo foran Netto og SuperBrugsen, at vi kan møde vores vælgere, siger Ulla Holm, spidskandidat for SF på Samsø.

Læs også Ved du heller ikke, hvem du skal stemme på? Tag kandidattesten

Men Netto vil ikke lade politikerne orientere om valget foran deres butikker.

- De er kommet med den overraskende melding, at vi ikke må dele valgbrochurer ud foran butikken eller på deres parkeringsareal, og det synes vi jo er lidt mærkeligt, siger Ulla Holm.

En ansat i Netto på Samsø siger, at det er ordre fra højeste sted, og at det gælder alle Netto-butikker i Danmark.

Læs også Borgerlig strid om borgmester-post: - Det er mig – Nej, mig

Også Søren Jensen, der er kunde hos Netto, synes, at forbuddet er mærkeligt.

- Det er et problem, at man ikke må udtrykke sin mening foran Netto, siger han.

Læs også Statsministeren på kort besøg på Samsø

Ulla Holm mener, at det er et særligt problem for Samsø.

- Jeg synes man burde tage hensyn til, at vi er et lille samfund. Vi propper jo ikke noget ned i halsen på folk. Vi står pænt og snakker med folk og tilbyder dem noget materiale. På den måde kan vi være med til at hjælpe dem med at finde ud af, hvor de skal sætte deres kryds.