Politikere efter skyderier: Mere politi på gaden i Aarhus Vest

Efter endnu et skyderi i Aarhus Vest vil politikerne nu have flere betjente på gaden og have indført visitationszoner. Politiet afviser

01:46

I de seneste uger har der været uro og flere skyderier i det vestlige Aarhus, hvor grupperinger kæmper mod hinanden. Senest var der skyderi tirsdag aften tæt på Bazar Vest, og det får nu de lokale politikere op ad stolen.

- Der bliver skudt på daglig plan. Det er et spørgsmål om tid, før der er uskyldige, der bliver ramt, og lige nu står de aarhusianske betjente nede ved grænsen og kigger efter dåseøl, siger socialrådmand Thomas Medom (SF), som altså gerne så flere betjente på gaden i det vestlige Aarhus efter den seneste tids konflikter blandt andet i forbindelse med, at banden Loyal to Familia forsøger at etablere sig i Aarhus.

Læs også Nyt skyderi i Aarhus V: To bevæbnede mænd efterlyses

Også Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti ser gerne flere betjente i gaderne i området.

- Som socialdemokrater støtter vi alle forslag, der er løsningsorienterede og kan gøre byen mere tryg, siger Hüsein Arac (S), medlem af Socialudvalget i Aarhus Kommune.

Også Knud N. Mathiesen (DF), der ligeledes er medlem af Socialudvalget, vil have gjort politibetjentene mere synlige i området.

Læs også Drama ved City Vest: Flere skud rammer parkerede biler

- Vi skal have de betjente ud og have gjort dem synlige, så de patruljerer rundt i vores område, så folk kan se dem, siger han.

Bazar-chef: Vi vil ikke være skydeskiver

Også Ahmet Øcalan, der er chef for Bazar Vest i Brabrand, mener, at det er en god idé med flere synlige betjente i gadebilledet.

- Man kan mærke, at der er utryghed. Folk er i den her uvisse situation, hvor der er nogle grupperinger, der skyder efter hinanden, og det er folk utrygge ved, siger Ahmet Øcalan og fortsætter:

- Det er lige pludselig kommet meget tæt på, og folk ved ikke, hvad det næste bliver. Folk er utrygge ved situationen, og vi vil selvfølgelig ikke være skydeskive for interne konflikter mellem forskellige grupperinger.

00:56

VIDEO: Bazar-chef efter uroligheder: Vi vil ikke være skydeskive. Se interview med Ahmet Øcalan her.

Luk video

Hos Østjyllands Politi kan man dog ikke genkende billedet af, at der mangler politifolk i området.

- Jeg synes, at vi har været meget, meget synlige i Aarhus Vest i den seneste tid. Det er sådan, at vi virkelig har skærpet vores synlige tryghedsskabende patruljering derude. Vi har været derude til rigtig mange hændelser de seneste 14 dage. Vi har været derude med de betjente, der er derude i forvejen, og vi har været derude med vores andre patruljer, og vi har fået hjælp fra vores nabo-kredse. Så jeg synes, at vi har været virkelig meget til stede i Aarhus Vest i den seneste tid og med rigtig god grund, og det agter vi også at blive ved med at være, siger Klaus Arboe Rasmussen, chefpolitiinspektør hos Østjyllands Politi.

Læs også Efter bandeuro i Aarhus V: Helena føler sig utryg

Socialrådmand Thomas Medom opfordrer også politiet til at indføre visitationszoner, som giver politiet ret til at visitere folk uden at have en begrundet mistanke.

- Det skal handle om at få taget nogle våben væk fra gadebilledet og væk fra banderne. Det er en metode, der gør, at man hurtigere og nemmere kan få kontrolleret, om der for eksempel er våben til stede. Så det skal være med til at minimere risikoen for, at der er skyderier, og at bandekonflikterne får de her konsekvenser, som jo er en overhængende risiko, at uskyldige kan blive ramt, siger socialrådmanden.

SF foreslår at:

  • Politiet bør genindføre visitationszone i Gellerup og Bispehaven
  • Justitsministeren bør tilføre en ekstrabevilling til permanent tilstedeværelse i områderne med udgangspunkt i at lokalpolitistationen i Gellerup får øget bemanding og døgnåbent
  • Mere overvågning i den periode hvor der er bandekrig, så flere kan fanges og retsforfølges.
  • Øjeblikkelig opprioriterer af Gadeplansindsatsen og Kontaktstedet i Gellerup: Vi skal hugge fødsekæden over, så nye unge ikke bliver kanonføde for banderne.

Politiet: Ikke nødvendigt med visitationszoner

Men hos Østjyllands Politi vurderer man foreløbigt ikke, at det er nødvendigt med visitationszoner.

- Det er sådan i øjeblikket, at der er en intern uorden mellem de her grupperinger derude, og det vi har set indtil nu, det er, at man er gået målrettet efter hinanden. Og det, at der ikke er visitationszoner, betyder ikke, at vi ikke visiterer. Tværtimod. Vi har visiteret rigtig, rigtig mange. Vi har anholdt over 100 personer de seneste par uger derude, og det har vi gjort inden for retsplejeloven. Og vores vurdering er, at med det konfliktscenarie der er derude i øjeblikket, der kan vi bruge retsplejeloven, og den bruger vi flittigt, siger Klaus Arboe Rasmussen og fortsætter:

- Og så vil jeg også godt sige, at det ikke kun er ude i Aarhus Vest, at det har været. Det har også flyttet sig til andre steder i Aarhus, og der har vi også anholdt og visiteret, så vi visiterer på livet løs.

02:57

VIDEO: Her kan du se hele interviewet med chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Luk video

Chefpolitiinspektøren fortæller, at politiet er klar til at indføre visitationszone, hvis konfliktscenariet ændrer sig.

- Vi har også drøftet, om vi skulle lave en visitationszone, og der er ingen tvivl om, at hvis det her billede ændrer sig, så er vi ikke sene til at komme med en visitationszone, det er helt sikkert. For vi er fuldstændig enige i, at det her skal vi have bragt til ophør så hurtigt som overhovedet muligt, og jeg kan love for, at vi knokler med det, alt det vi overhovedet kan, siger Klaus Arboe Rasmussen.

Fakta om den seneste tids uroligheder

Banden Loyal to Familia forsøger i øjeblikket at få fodfæste i Aarhus, og det har i de seneste 14 dage betydet, at Østjyllands Politi er blevet kaldt ud til en række alvorlige hændelser.

Her kan du få et overblik over en række af dem:

- 26. maj: Politiet foretager 70 anholdelser. Der er hovedsageligt tale om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Én sigtes for narkobesiddelse og bliver fængslet i et grundlovsforhør.

- 29. maj: Fire mænd, nogle iført skudsikre veste, anholdes med diverse slag- og stikvåben i en bil, mens en femte blev anholdt for at have et våben på sig, mens han stod ved siden af bilen.
En sjette blev anholdt for at slå ud efter en betjent, mens syvende blev pågrebet, da han nægtede at efterkomme politiets anvisninger.
Efter anholdelsen fik to af mændene en ekstra sigtelse på sig, da de råbte ukvemsord efter betjentene.

- 3. juni: To personer, der var bevæbnet med stik- og slagvåben, løb ind i en butik for at lede efter folk fra andre grupperinger. Omkring ti minutter senere blev der affyret flere skud, da nogle grupper stødte sammen på Bispehavevej.

- 4. juni: Ved 01-tiden blev to af de personer, der var blevet anholdt efter urolighederne 3. juni, løsladt. De nåede dog ikke langt fra politistationen, før de blev kørt ned af en personbil. De blev begge kvæstet - blandt andet brækkede den ene et ben.  

Kilde: Ritzau