Politikere: Det er rigtig trist
Byrådspolitikere om AGFs nedrykning
Søndag blev det en kendsgerning, at fodboldklubben AGF må en tur ned i 1. divison.
Søndag tabte AGF i Superligaen 0-3 til Sønderjyske på hjemmebanen i Aarhus. Det tiende nederlag i streg for aarhusianerne.
- Det er rigtig trist. Endnu en sur omgang, men jeg skal nok være der på stadion i 1. division. Det er trods alt kun sport, men jeg er helt i kulkælderen. Nu skal der ryddes op, for der bliver ikke ligeså mange penge at gøre med fremover, siger Thomas Medom (SF), der rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
Og også kollegaen fra byrådet, Rabih Azad-Ahmad (R), ærgrer sig over søndagens nederlag og nedrykningen.
- Jeg er skuffet over kampen i dag (søndag, red.), det der blev spillet var ikke godt nok. Når man taber flere gange i træk, så skal man kigge indad. Der skal kigges på, hvorfor vi så mange gange i træk rykker ned. Det er vigtigt, at Danmarks næststørste by, Jyllands hovedstad, at vi er med i toppen, for fodbold er med til at samle byen, siger Rabih Azad-Ahmad.
Han fortsætter:
- Vi har nogle gode rammer for et godt fodboldhold, og vi er nødt til som by at bakke op fremadrettet. Jeg bakker fuldt op - også fra 1. division.
Også Marc Perera Christensen (K), der er 2. viceborgmester i Aarhus, ærgrer sig, og han mener, at der skal kigges indad.
- Jeg er ærlig som aarhusianer. Det er klart, at klubben nu må kigge ind ad og kigge på personer, som måske har udtjent deres værnepligt. Det er møg hamrende ærgerligt for byen, siger Marc Perera Christensen.