Politiker udsat for hærværk: - Det er uacceptabelt i et folkestyre

Et stort banner tilhørende folketingskandidat Birte M. Andersen (V) har været udsat for hærværk og er nu anmeldt til politiet.

Birte M. Andersen (V) og resten af det banner, som har været udsat for hærværk i Skanderborg.

Søndag morgen opdagede Birte M. Andersen, at nogle havde udøvet hærværk på det banner, hun havde sat op i torsdags.

- Der var en, som ringede og sagde, at mit banner var skåret op. Og mit navn og parti var skåret ud, siger Birte M. Andersen (V) til TV2 ØSTJYLLAND.

Som kandidat bruger man sig selv, og selvfølgelig er det altid ubehageligt, hvis nogle går efter én.

Birte M. Andersen (V), folketingskandidat.

Hun er folketingskandidat i Østjyllands Storkreds for Venstre og har siden 2014 været byrådsmedlem i Skanderborg Kommune.

- Som kandidat bruger man sig selv, og selvfølgelig er det altid ubehageligt, hvis nogle går efter én, fortæller Birte M. Andersen (V).

Der er ikke meget tilbage af det banner, som folketingskandidat Birte M. Andersen (V) havde sat op i Skanderborg. Foto: Privatfoto

Birte M. Andersen kan ikke forstå, at nogle kan finde på at skære banneret op.

- Det er træls. Jeg bruger min egen og frivilliges tid på det her. Vi vil ud med et budskab, og så er de ikke enige, og udøver hærværk. Det er uacceptabelt i et folkestyre, siger Birte M. Andersen.

Jeg tror ikke bare, at det er fulde mennesker, som er gået forbi, og har lavet umotiveret hærværk. Det virker som om, at nogle vil fjerne det her bevidst.

Birte M. Andersen (V), folketingskandidat. 

Hun fortæller, at hun har anmeldt det til Sydøstjyllands Politi som politisk hærværk.

- Jeg tror ikke bare, at det er fulde mennesker, som er gået forbi, og har lavet umotiveret hærværk. Det virker som om, at nogle vil fjerne det her bevidst. Det er en privat grund, hvor jeg har fået lov til at sætte det op. Jeg var rigtig glad for det, fortæller Birte M. Andersen.

Læs også Trods omstridte valgplakater: Stemmerne kommer et andet sted fra

Søndag morgen var der også udøvet hærværk på plakater på Grenåvej i Skødstrup. Her lå flere spredt ud over cykelstien og fortovet. 

Valgplakater var søndag morgen revet ned på Grenåvej i Skødstrup.

- Når man sætter plakater og banner op, er det en del af en valgkamp for at komme ud med sine budskaber. Der er en del arbejde i det, siger folketingskandidat i Østjylland Birte M. Andersen.

Skal tages på fersk gerning

Hos Sydøstjyllands Politi har de fået flere anmeldelser om hærværk på valgplakater.

- Vi har fået henvendelser om, at der er lavet hærværk på valgplakater rundt omkring. Vi laver en fælles opgørelse over det, fortæller vagtchefen. 

Det er utrolig svært at opklare. Det kan vi næsten kun, hvis nogen ser det, eller de bliver taget på fersk gerning.

Vagchef, Sydøstjyllands Politi.

Men det er svært for politiet at opklare det.

- Det er utrolig svært at opklare. Det kan vi næsten kun, hvis nogen ser det, eller de bliver taget på fersk gerning, siger vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND. 

Nedrevet valgplakater langs cykelstien i Skødstrup. 

Birte M. Andersen har tænkt sig at sætte et nyt banner op så hurtigt som muligt.

- Det er vigtigt, at vi kandidater får lov til at gøre opmærksom på os selv, partier og budskaber. Og der er plakater og bannere et af de virkemidler, vi bruger. Jeg sætter et nyt op, og så må vi se, om det får lov til at hænge, siger Birte M. Andersen.

Banneret var sat op i krydset ved Vroldvej og Møllevej i Skanderborg. Foto: Google Maps