Politiker om sex-sigtet psykolog der fortsætter praksis: - Det er helt ude i hegnet

Det er ikke i orden, at en psykolog kan fortsætte sit hverv uden tilsyn, når vedkommende har fået taget sin autorisation, mener politiker

Når en psykolog er blevet frataget sin autorisation, skal Psykolognævnet ikke længere føre tilsyn med psykologen. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Selv om en psykolog fra Risskov i Aarhus midlertidigt har fået frataget sin autorisation, kan han helt lovligt fortsætte sit virke som psykolog.

Politiet har sigtet psykologen for at udnytte sin position til at få sex med en klient. Men mens han venter på, at retssagen skal begynde, kan han fortsat tage klienter ind.

Jeg troede, at psykologer var omfattet af de samme regler som gælder for det øvrige sundhedspersonale.

Kirsten Normann Andersen (SF), folketingspolitiker

Reglerne på psykolog-området er nemlig strikket sådan sammen, at den offentlige myndighed, Psykolognævnet, som afgør klager over autoriserede psykologer, kun kan fratage psykologen hans autorisation og ydernummer, samt offentliggøre hans navn på deres hjemmeside, men ikke forhindre ham i at fortsætte uden autorisation.

- Det er helt ude i hegnet. Jeg troede, at psykologer var omfattet af de samme regler som gælder for det øvrige sundhedspersonale, siger folketingspolitiker Kirsten Normann Andersen (SF) til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Psykolog frataget autorisation: Sigtet for at have sex med klient

Hjælp skal være i orden

Hun henviser til, at læger eller sygeplejersker ikke må praktisere, når de får taget deres autorisation.

- Jeg tænker, at de samme regler skal gælde for psykologer. Når der er tale om sundhedsydelser, som vi betaler via skatten, så skal vi også være sikre på, at den hjælp, vi får, er i orden, siger Kirsten Normann Andersen. 

At man ikke behøver autorisation for at kunne arbejde som psykolog bekymrer formanden for Sind, Knud Kristensen.

- Vi så gerne, at der var mere styr på, hvem der har lov til at hjælpe for eksempel psykisk sårbare mennesker, siger Knud Kristensen.

01:45

VIDEO: En psykolog fra Risskov er sigtet for at have udnyttet sin position til at få sex med en klient. Se hele indslaget her.

Luk video

Ikke klar over forskel

Han er ikke sikker på, at patienter er klar over forskellen på at være autoriseret psykolog og psykolog.

- Det er jeg helt enig med ham i, siger Kirsten Normann Andersen.

Når en psykolog er blevet frataget sin autorisation, skal Psykolognævnet ikke længere føre tilsyn med psykologen, selv om psykologen fortsat kan praktisere. Ligesom ikke-autoriserede psykologer ikke er underlagt Psykologloven.

Læs også Efter sex-anklager: Psykolog kan fortsat praktisere

- Jeg bliver forarget over, at man kan være sigtet og så samtidig kan fortsætte hvervet, uden at der bliver ført tilsyn med, hvad der foregår. At man bare kan fortsætte stort set uden ændring er simpelthen ikke i orden, siger Kirsten Normann Andersen.

Læs også Advokat til sex-anklaget psykolog: Psykolognævn hænger min klient ud

Derfor har SF i dag sendt et paragraf 20-spørgsmål til den ansvarlige minister.

- Så får vi ministerens svar på, hvorfor det ser sådan ud, og hvad ministeren har tænkt sig at gøre ved det. Jeg tror, at borgerne forventer, at der bliver ført tilsyn med psykologer, siger Kirsten Normann Andersen.