Politiker om Issehoved-lukning: - Det er dyrt at lege hurtigfærge

Issehoved har sejlet mellem Aarhus og Samsø for sidste gang, og dermed er der ikke længere en færgeforbindelse mellem øen og byen

Problemerne har stået i kø for hurtigfærgen Issehoved. Nu er den direkte rute mellem Aarhus og Samsø helt lukket. Foto: Margrethe Groth

Torsdag meddelte manden bag færgen Issehoved, Hans Froholdt, at færgeforbindelsen lukker og slukker på ruten mellem Aarhus og Samsø.

Færgen har længe været ramt af uheld, og nu sætter motorproblemer for alvor en stopper for sejladsen. 

Læs også Issehoved drejer nøglen om på Aarhus-rute

Lukningen kommer ikke som en stor overraskelse for alle. 

- De var færdige de motorer, det vidste alle.  Det er selvfølgelig træls og synd for ham, det er gået ud over. Det er dyrt at lege hurtigfærge - især med gamle motorer, siger den konservative Per Urban Olsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

De var færdige de motorer, det vidste alle. 

Per Urban Olsen, kommunalbestyrelsesmedlem, Kons.

Han mener ikke at lukningen af Issehoved udelukkende er negativ, fordi Issehoved har 'taget' kunder fra den kommunale færgerute, der er drevet af Samsø Rederi. 

-  Det er selvfølgelig træls, men nøgternt set kommer en del af kundegrundlaget fra vores eget rederi, så kommunen taber penge på den baggrund, siger Per Urban Olsen. 

På samme måde lyder det fra Venstres Carsten Bruun

- Vi har jo hele tiden, for en del af kommunalbestyrelsesmedlemmerne sagt, at det ikke var det rigtige skib til at sejle på ruten. Der skal være et større skib, som man kan regne med sejler hver gang, siger Carsten Bruun fra Venstre til TV2 ØSTJYLLAND. 

Usikkerhed om fremtidig forbindelse

Der har længe været heftig debat på Samsø om, hvorvidt der skal være en fast forbindelse til Aarhus.

I begyndelsen af juli blev der blandt andet fremlagt en undersøgelse, der viser, at et flertal på Samsø ønsker hurtigfærge året rundt. 

Læs også Flertal på Samsø ønsker hurtigfærge året rundt: Men det kræver flere millioner i tilskud

Ifølge både Venstre og Konservative bør en eventuel forbindelse dog ikke drives af private. 

- Hvis vi skal have en hurtigrute, skal det være noget kommunen står for, men kun hvis økonomien hænger sammen, siger Carsten Bruun.

- Det er også problematisk, hvis der kommer en rigmand hver sommer og driver ruten, som trækker penge ud af den kommunale færgedrift, siger Per Urban Olsen.

Det er også problematisk, hvis der kommer en rigmand hver sommer og driver ruten. 

Per Urban Olsen, kommunalbestyrelsesmedlem, Kons.

Netop økonomien i en fast forbindelse mellem Aarhus og Samsø skal kommunalbestyrelsen kigge nærmere på til efteråret. Om det bliver en fast forbindelse, en sommer-rute eller ingenting, vides derfor ikke endnu. 

Faktisk mener Per Urban Olsen, at man i stedet bør skyde penge i den nuværende forbindelse til Hou. 

- Vi skal optimere Hou-ruten i stedet for og arbejde for en ny havn nord for Hou. Den nuværende havn kan ikke klare de store skibe, siger han. 

01:22

VIDEO: Søndag har færgen Issehoved mellem Aarhus og Samsø været ude i sort uheld.

Luk video

Offentliggjorde lukning i Facebook-opslag

Issehoved kan ikke længere sejle, efter at den blev ramt af motorproblemer sidste søndag. Problemerne har vist sig så omfattende, at færgen ikke forventes at være klar igen før starten af september. Det oplyste direktør og ejer Hans Froholdt torsdag aften på færgens Facebookside

Men selvom færgen skulle blive sejlklar til september, kommer den ikke til at sejle på strækningen igen foreløbig. 

- Desværre mener vi ikke, at vi kan finde økonomi til at drive skibet som et privat initiativ på Samsø-ruten i de kolde måneder, og vi må derfor meddele, at ruten for nu lukkes, skriver Hans Froholdt på Facebook. 

- Holdet bag Issehoved har kæmpet hårdt for at få dette projekt til at fungere og vi har mødt rigtigt mange positive, venlige og hjælpsomme mennesker på vores vej – tak til alle jer.

Hans Froholdt oplyser desuden, at alle der har indløst billet efter stoppet i sidste uge får refunderet deres penge indenfor 10 bankdage.