Politiker: Hvorfor nu?
Undren på Christiansborg over lufthavns-letbane
Blot få uger efter regeringens togfond på 28,5 milliarder blev vedtaget, lufter Aarhus Lufthavn og de østjyske kommuner nu drømmen om en letbane til lufthavnen.
Det vækker stor undren på Christiansborg. Her forstår Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen ikke, hvorfor politikerne i Østjylland ikke har fået afklaret planerne om en letbane til Aarhus Lufthavn, inden forhandlingerne om togfonden blev afsluttet.
- Jeg synes ikke, man fra ejerkommunerne eller fra selve Aarhus Lufthavn har været særligt aktive - hverken i forhold til togfonden, eller når vi har diskuteret veje, siger trafikordfører Kim Christiansen (DF) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Aarhus Kommune skal nu først til at undersøge, om en letbaneforbindelse til lufthavnen er realistisk. Til gengæld er lufthavnene i både Billund og Aalborg sikret banestrækninger.
Formanden for Aarhus Lufthavns bestyrelse, Ango Winther, erkender, at lufthavnens bestyrelse og ledelse - i modsat til Billund og Aalborg - ikke har været god nok til at skabe dialog med politikerne:
- Vi ville gerne have lavet de her undersøgelser for lang tid siden, men bedre sent end aldrig. Nu er de sat i gang, og de kommer, siger Ango Winther, formand i Aarhus Lufthavns bestyrelse, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se et tv-indslag om den politiske undren øverst i artiklen.