Politiker fik brosten gennem ruden
Formand for Handicapområdet i Randers er dybt rystet over, at ukendt gerningsmand smed brosten gennem hendes rude.
-Jeg tror, det er fuldstændig tilfældigt, at det gik ud over mig. Men man kan jo aldrig lade være med at spekulere over, om gerningsmanden vidste, at jeg bor her.
Sådan siger Tove Schou Pedersen, forhenværende folkeskolelærer og byrådsmedlem, nuværende formand for Handicaprådet i følge Randers Amstavis.
Natten mellem lørdag og søndag blev en granitbrosten kastet gennem det store stuevindue, der vender ud mod gaden.
- Hvis jeg har ondt i ryggen eller af andre grunde ikke kan sove, ligger jeg ofte på sofaen her, der står lige indenfor vinduet. Stenen kunne nemt have ramt mig. Det kunne have været katastrofalt, mener hun.
Selv om der kun skete materiel skade, kan Tove Schou Pedersen ikke helt lade være med at spekulere over hændelsen.
- Jeg vil ikke lade mig kue, men jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om det var personligt. Om jeg har fornærmet nogen. Jeg er jo en offentlig kendt person og jeg blander mig ofte i debatter. Men inderst inde tror jeg bare, det er fuldstændig tilfældigt, at det blev mig og mit hus. Det er meningsløst hærværk.