Biljagt endte galt for 23-årig
En ung bilist har en byge af sigtelser hængende over hovedet efter et mislykket forsøg på at stikke af fra politiet.
En 23-årig mand har formentlig brug for en del ekstra træning bag rattet, inden han igen forsøger at stikke af fra politiet i sin bil.
I hvert fald endte det mere end skidt for den unge bilist, da han natten til i dag, mandag, speedede op for at køre fra en politiets patruljevogne i det centrale Aarhus.
Læs også
På Ingerslevs Boulevard endte turen brat, da den 23-årige mand bragede direkte ind i en parkeret bil, der blev skubbet ind i yderligere to andre biler. Derefter blev den unge mand anholdt.
Brød flere færdselsregler
Biljagten begyndte, da betjentene kl. 00.21 opdagede, at manden i krydset Marselis Boulevard/Tøndergade brød færdselsreglerne ved at køre, hvor der er udkørsel forbudt.
I stedet for at holde ind til siden, satte den 23-årige dog farten op. Inden han lidt senere kørte galt på Ingerslevs Boulevard, brød manden adskillige færdselsregler. Han kørte blandt andet over for rødt lys, over for ubetinget vigepligt og imod færdselsretningen.
Læs også
Da han blev anholdt, viste det sig, at han ikke havde noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Derudover blev han sigtet for spirituskørsel og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.
I bilen fandt betjentene en klump hash, som han også blev sigtet for at besidde, og under visitationen sikrede han sig en sigtelse for brud på knivloven, da der lå en kniv i hans underbukser. Det oplyser Østjyllands Politi i mandagens døgnrapport.