Chefpolitiinspektør: - Vi kæmper for at forhindre en ny bandekrig

Visitationszonen i Aarhus er blevet forlænget og udvidet til et større område. Ifølge chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen er det blandt andet for at sikre, at konflikten ikke udvikler sig til en ny bandekrig.

04:31

VIDEO: Chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi Klaus Arboe Rasmusen slår fast, at der på nuværende tidspunkt ikke er tale om en bandekrig, men nærmere en konflikt.

I fire uger har Østjyllands Politi holdt ekstra øje med flere områder i Aarhus. Det var meningen, at politiets fokus skulle ophøre mandag, men sådan blev det ikke.

I stedet for at ophæve visitationszonen har politiet valgt at forlænge perioden og udvide det område, som zonen omfatter.

Universitetsparken, Ø-gadekvarteret og Risvang er nu også er en del af visitationszonen.

Beslutningen er taget efter politiet har registreret bandeaktivitet i yderligere to områder i Aarhus. Ifølge politiinspektør Klaus Arboe Rasmussen betyder udvidelsen ikke, at vi skal frygte, at en ny bandekrig er på vej i Aarhus.

Det vi prøver at gøre nu, er at sikre, at vi ikke når de samme højder, som vi havde tilbage i 2017.

Klaus Arboe Rasmussen, politiinspektør, Østjyllands Politi

- Der er ingen tvivl om, at de hændelser, skyderier og knivstikkerier, vi har set, vidner om, at der er gang i noget. Der har vi som politi en stor interesse i at gå ind og markere, at vi ikke vil være med til det. Så derfor sætter vi ind med visitationszonen, siger chefpolitiinspektøren og fortsætter:

- Det, vi prøver at gøre nu, er at sikre, at vi ikke når de samme højder, som vi havde tilbage i 2017, siger han.

Klaus Arboe Rasmussen refererer til sommeren 2017, hvor der var bandekrig i Aarhus. Dengang var der som nu en konflikt mellem to grupperinger, som kæmpede om hash-markedet.

Læs også Bandekrig tæt på at ramme tilfældige: Mandag starter retssagen

Krigen resulterede blandt andet i, at Bispehaven i Aarhus blev forvandlet til en krigszone, da de to bander begyndte at skyde mod hinanden og flere tilfældigt forbipasserende måtte søge dækning. Heldigvis kom ingen til skade.

Den nye visitationszone er udvidet meget i forhold til den oprindelige. Her ses den oprindelige visitationszone, som den så ud fra februar til 18. marts med lilla og tilføjelsen fra 18. marts med rød.

Ingen personsammenfald

Nogle af de personer, der var involverede i konflikten tilbage i sommeren 2017 er efterhånden ved at have aftjent deres domme, men ifølge Klaus Arboe Rasmussen er det ikke de samme personer, der er en del af den nuværende konflikt.

Der er et hashmarked, som nogle gerne vil overtage fra andre, og det er dét, der sætter gang i de her hændelser.

Klaus Arboe Rasmussen, politiinspektør, Østjyllands Politi

- Vores vurdering er, at der umiddelbart ikke er personsammenfald, siger han.

Læs også Bandekonflikt i Aarhus: Nu bliver visitationszonen endnu større

I 2017 var det Brabrand-banden og Loyal to Familia, der var i krig. Chefpolitiinspektøren vil ikke ind på, hvilke parter der er oppe mod hinanden denne gang, men han forklarer, at det er nogle mennesker, der lever af at begå kriminalitet.

- Der er et hashmarked, som nogle gerne vil overtage fra andre, og det er dét, der sætter gang i de her hændelser, siger han.

I løbet af de første fire uger med visitationszonen har Østjyllands Politi foretaget over 400 visitationer. En del af visitationerne har kastet en god portion beslaglagte våben af sig. Indtil videre er det blevet til tre skydevåben, 22 stikvåben, 18 slagvåben og 12 peberspraydåser.

Læs også Politiet finder fortsat våben i massevis i visitationszone

Byens borgere føler sig trygge

Visitationszonen dækker nu over Herredsvang, Aarhus V, Christiansbjerg, Risvang, Fuglebakken, Botanisk Have, Ø-gaderne og Uni-parken.

Mandag var politiet blandt andet tilstede i Herredsvang i det Vestlige Aarhus med den mobile politistation. På trods af de mange voldelige sammenstød, er beboerne i området ikke utrygge.

- Det er klart, at det er på en trist baggrund. Men at politiet er herude, det er rart. Selvom det er på en trist baggrund, siger Miguel Romeo Mikkelsen, der bor i Aarhus V.

01:55

VIDEO: Byens borgere er glade for, at politiet er til stede.

Luk video

Zonen betyder, at politiet kan tjekke tasker og lommer hos personer, som befinder sig i området. Og det er med til at skabe tryghed hos de lokale.

- Jeg har aldrig oplevet noget, som har været utrygt. Selvfølgelig tænker man over, når man går hjem alene. Men det ville man nok også gøre i centrum eller i en helt anden by, siger Iben Riber Carlsen, der bor i Aarhus N.

Visitationszonen gælder til og med den 16. april.

02:17

VIDEO: Visitationszonen strækker sig ud over Botanisk Have og villakvarterer i Aarhus Nord. Det skaber utryghed hos husejer Karen Meisner Christensen. Videoen er fra 19. februar 2019.

Luk video