Politifolk ramt af stenkastere

Unge med indvandrerbaggrund smadrede ruder på politibiler og busser i nat.

En stribe unge fra Brabrand vil blive kaldt til afhøring og sigtet, efter at et par politipatruljer natten til mandag blev lokket i et baghold og overdænget med sten.

- Det kommer noget bag på os, at det skete. Vi har ellers en rimelig god kontakt med de unge i området, og vores nærpolitistation fungerer godt, siger politiinspektør Bent Preben Nielsen i Århus Politi.

Lige omkring midnat blev der ringet til politiet om et stort slagsmål mellem unge ved Shell tankstationen på Edwin Rahrs Vej, men da de første patruljevogne nåede frem, var der ikke uro. I stedet blev politiet bombarderet med sten. Bagruden på den første patruljevogn og forruden på den næste blev smadret af sten og brosten, og derefter valgte politiet at trække sig ud. Senere blev også en bus ramt af sten og fik flere ruder smadret. Ingen mennesker kom noget til.

- Politifolkene genkendte en del af dem, der var til stede. Inden for de næste dage vil de blive afhørt og sigtet, siger politiinspektør Bent Preben Nielsen.

Han har ingen viden om årsagen til angrebet. I weekenden var der konflikter mellem unge med indvandrerbaggrund og politiet på stranden ved Moesgaard og ved Bellevue. Om der er en sammenhæng, ved politiet endnu ikke.

(Ritzaus Bureau)