Politiet: Vi leder ikke efter en konkret mand i en hvid varevogn

I kølvandet på flere episoder med en mand og hvid varevogn ved skoler, melder politiet nu ud, at intet tyder på, at der tale om en den samme person

Foto: Kim Haugaard - Scanpix

Den seneste tid har man i medierne og på diverse lokale grupper på Facebook kunne læse om en mand i en hvid varebil, der har skabt bekymring ved blandt andet Randers, Hadsten og flere steder i det nordlige Aarhus. 

... vores efterforskning giver os ingen grund til at tro, at der lige nu er en bestemt gerningsmand i Østjylland, der kører rundt og forsøger at lokke børn til at køre med.

Michael Kjeldgaard, politiinspektør ved Østjyllands Politi

Nu har Østjyllands Politi efterforsket sagerne, og på baggrund af det melder politiet nu ud, at der ikke er noget, der tyder på, at der lige nu er en gerningsmand, som kører rundt i Østjylland i en hvid varevogn og forsøger at lokke børn ind i bilen.

Læs også Politiet advarer: Mand forsøgte at lokke 11-årig ind i hvid varebil

- Vi synes, at der er behov for, at vi, politiet, nu går ud og sætter rammen for, hvad vi taler om i den her sag. Det kan fremstås som om, at vi leder efter en konkret mand i en konkret bil, der forsøger at lokke børn i ond hensigt. Men det er ikke tilfældet. I de her sager er der forskellige signalementer af manden og forskellige beskrivelser af køretøjer samt misforståelser, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Forælder forvekslet med mulig børnelokker

I to af de konkrete tilfælde er det lykkes politiet at finde frem til den mand, der er blevet anmeldt. Det drejer sig om føreren af en hvid varevogn i Hadsten, og tirsdag fik politiet så snakket med den mand, som en 11-årig dreng var blevet kontaktet af fra en bil ved Bjørnkærvej ved Randers. Det er politiets vurdering, at der i begge tilfælde er tale om legale forhold. 

Læs også Overfuset af sure kunder: Bageri må sende ekspedienter hjem

I andre sager er politiet endnu ikke fundet en endelig forklaring på, hvad der er sket, mens det i nogle tilfælde er politiets vurdering, at der har været tale om misforståelser eller forhold, som ikke har krævet yderligere efterforskning. Blandt andet blev en hjælpsom forælder forvekslet med at være børnelokker.

- Vi tager alle anmeldelser om mulige børnelokkere alvorligt, og vi forsøger i hvert eneste tilfælde at finde frem til den person, som har skabt utryghed. Der har i flere tilfælde været forskellige signalementer og forskellige beskrivelser af den bil, manden har kørt i, og vores efterforskning giver os ingen grund til at tro, at der lige nu er en bestemt gerningsmand i Østjylland, der kører rundt og forsøger at lokke børn til at køre med, siger Michael Kjeldgaard.

Læs også Millioner skal sikre bedre naturoplevelser

Godt med årvågne borgere

Han fortæller, at politiet er glade for, at folk er årvågne ude i lokalområderne og retter henvendelse til politiet. Han roser også skolerne for de initiativer, de taget i forbindelse med episoder om en hvid varevogn.

- Jeg kan sagtens forstå, at man som forælder bliver bekymret for ens barn, og vi er glade for, at borgerne ringer til os, hvis de ser noget mistænkeligt. Samtidigt er det vigtigt, at man ikke mistænker alle, der kører rundt i en varebil.

Østjyllands Politi fortsætter med at undersøge de episoder, hvor det endnu ikke er lykkedes at finde en afklaring.