Politiet venter på anmeldelse
Århus Politi vil først behandle sagen om Lejebolig.net, når nogen anmelder firmaet.
Århus Politi vil ikke af egen drift gå ind i sagen om Lejebolig.net. Først hvis der kommer en anmeldelse fra nogen, der føler sig snydt af firmaet, vil der blive sat en efterforskning i gang, oplyser politiet til TV2 / ØSTJYLLAND.
I går dokumenterede TV2 / ØSTJYLLAND, at internetfirmaet Lejebolig.net inden for et år har tjent op mod en million kr. på at lokke med gode boligtilbud, der i virkeligheden ikke eksisterer.
Det kan firmaet tilsyneladende blive ved med en rum tid endnu. De utilfredse kunder, TV2 / ØSTJYLLAND har talt med, ønsker nemlig ikke at gå til politiet. Kundernes begrundelse er, at de hver især ikke har mistet mere end 499 kr. på bekendtskabet med Lejebolig.net, og det finder de er for lidt til en sag.
Se mere i aftenens udsendelser på TV2 / ØSTJYLLAND.