Politiet undersøger nye spor i sagen om forsvunden kvinde

Lisbeth Hansen har været savnet siden sidste onsdag, hvor hun forlod sygehuset i Randers. Politiet undersøger nyt tip i sagen

Lisbeth Hansen er tyndere og mere gråhåret end på billedet. Foto: Privatfoto Foto: Privatfoto

Et kamera ved Havnekontoret på Kulholmsvej på Randers Havn forevigede onsdag aften i sidste uge en skikkelse, som politiet en overgang troede var Lisbeth Hansen, der halvanden time tidligere havde forladt Regionshospitalet i Randers.

Politiet tror ikke længere, at personen på optagelsen er identisk med den 65-årige kvinde, der har været savnet siden sidste onsdag klokken 21.50.

Det siger vicepolitiinspektør Jeppe James Olesen til TV 2 I ØSTJYLLAND.

Han fortæller samtidig, at politiet er i gang med at undersøge et nyt spor i sagen.

Politiet har været i kontakt med en, der i forbindelse med sit job som saltspreder natten til torsdag i sidste uge så en person ved Randersbro, som kan være Lisbeth Hansen.

- Vi er i gang med at undersøge den konkrete henvendelse, så det er for tidligt at sige, om det er Lisbeth Hansen, vedkommende har set, siger Jeppe James Olsen til TV 2 I ØSTJYLLAND. 

Læs også Lisbeth forsvundet siden onsdag: Nu ledes der i Randers Havn

Vidnet så personen ved Randersbro klokken 04.15 natten til torsdag.

Lisbeth Hansen bor i Grenaa, og hun var indlagt på hospitalet i Randers, da hun forsvandt.

Hun beskrives som 165 til 170 centimeter høj, er tynd og har gråsprængt pagehår.

Sidst Lisbeth Hansen blev set, var hun iført mørke bukser og en lang, mørk frakke.  

Politiet har de seneste dage ledt efter Lisbeth Hansen ved og i Randers Havn. Søndag deltog Marinehjemmeværnet i eftersøgningen.

Politiet hører gerne fra folk, der har oplysninger i sagen, på telefonnummer 114. 

  Foto: Google Maps