24-årig anholdt efter overfald i Aarhus Vest søndag eftermiddag

Søndag eftermiddag er en 22-årig mand blevet overfaldet på Holmstrupgårdvej i det vestlige Aarhus

Det er her på Holmstrupgårdvej, at en mand søndag blev overfaldet. Foto: Google Street View

Østjyllands Politi er endnu en gang rykket ud til Aarhus Vest, som i denne tid danner rammen om den verserende bandekonflikt i Aarhus.

Kort før klokken 16 søndag eftermiddag tikkede meldingen ind hos Østjyllands Politi om et overfald, muligvis knivstikkeri, på Holmstrupgårdvej i det vestlige Aarhus ikke langt fra Legelandet.dk.

Læs også Politiet savner vidner efter flere end ti skud nær Bazar Vest

- Lige nu er vi ved at efterforske sagen. Vi ved på nuværende tidspunkt ikke med sikkerhed, hvad der er foregået, men vi er til stede derude, sagde vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi en time efter overfaldet.

Holmstrupgårdvej  Foto: Google Maps

Ved 19-tiden søndag aften oplyser politiet, at den 22-årige mand blev overfaldet af flere personer, der efterfølgende kørte fra stedet i en bil. Den 22-årige blev efter overfaldet kørt til skadestuen for at modtage behandling for sine skader, men han er ikke kommet alvorligt til skade, oplyser politiet.

Kort tid efter overfaldet er en 24-årig mand, der mistænkes for at have forbindelse til overfaldet, blevet anholdt.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvorvidt episoden har forbindelse til den verserende bandekonflikt i Aarhus. 

Ifølge vidner, som DR Nyheder har talt med, er der tale om en ung mand, der sad og ventede ved et busstoppested, skriver Ritzau.

En bil stoppede op foran ham, og han fik besked på at følge med. Det nægtede han, og herefter blev han stukket i nakken og hånden med en kniv.

Han søgte herefter tilflugt på en nærliggende restaurant.

Læs også Københavnsk bande slår lejr i Aarhus: Vi overtager byen

I løbet af de seneste uger er mere end 100 personer blevet anholdt i forbindelse med bandekonflikten, der for alvor begyndte for cirka en måned siden.  

Konflikten er opstået, fordi københavnergrupperingen Loyal to Familia forsøger at få fodfæste i Aarhus. Det forsøger en lokal gruppering i Brabrand med tilknytning til Black Army fra Odense at forhindre. Senest blev der lørdag sidst på eftermiddagen affyret mere end ti skud tæt på Bazar Vest.

Søndag ved 16-tiden oplyste Østjyllands Politi, at man nu indfører visitationszone i Aarhus Vest på grund af de mange skudepisoder og overfald, der den seneste måned har fundet sted primært i det vestlige Aarhus. 

Den nyoprettede visitationszone i Aarhus Vest

En visitationszone er en zone, hvor politiet uden forudgående mistanke må kropsvisitere personer på gaden – samt kontrollere eksempelvis køretøjer. 

Visitationszonen er gældende fra søndag klokken 19.00 og frem til den 24. juli 2017.