Politiet standser efterforskning

Lukker sag om 14-årig piges død

Den 14-årige Pernille Oldenborg Lind blev fundet død i sit hjem i Galten den 23. juni 2006.

Politiet besluttede i februar 2011 at genoptage efterforskningen i sagen for at imødekomme de spekulationer, der har været om sagen, samt at få fjernet den mistillid, der er blevet rejst overfor politiet. Men nu er sagen altså endeligt blevet lukket.

- De seneste to års efterforskning har ikke kunnet påvise en rimelig formodning om, at der har været begået noget strafbart, og da vi ikke på nuværende tidspunkt kan se flere efterforskningsmuligheder, har vi, efter en god og konstruktiv dialog med familien og deres advokat, Pia Egsgaard, besluttet at standse efterforskningen, siger fungerende politiinspektør, og leder af Central Efterforskning, Michael Weiss i en pressemeddelelse.

- Ønsket fra 2006, om en undersøgelse af en række forhold, er nu efterkommet. Dog har det, på grund af den tid der er gået, ikke været muligt at få undersøgt det anvendte lagen og telefonbeskeder, men der er nu skabt en ro, der gør det lettere, at komme videre, på trods af tabet af Pernille, siger Pernilles mor Annelise Lind i en pressemeddelelse.

I de seneste to år har sagen været genstand for en bred og omfattende efterforskning - i dialog med Pernilles Oldenborg Linds familie og deres advokat.

- Vi har foretaget adskillige afhøringer, både i form af genafhøringer af de der tidligere er blevet afhørt i sagen og i form af en lang række nye afhøringer. Vi har også undersøgt en lang række tekniske spor fra blandt andet telefoner og computere. Men det har ikke givet os en rimelig formodning om, at der er blevet begået noget strafbart, siger Michael Weiss.

- Efterforskningen standses nu, men kommer der nye oplysninger, vil disse selvfølgelig blive undersøgt til bunds, siger han.