Politiet: Springsteen-koncert forløb som den skulle
Sydøstjyllands Politi havde en rolig aften i forbindelse med afviklingen af koncerten på Casa Arena onsdag aften
Når 30.000 mennesker er samlet det samme sted, vil det stort set altid give visse udfordringer for blandt andre politiet. Men gæsterne til Bruce Springsteens koncert på fodboldstadionet i Horsens onsdag opførte sig eksemplarisk, lyder det fra ordensmagten.
- Det eneste, vi hørte til koncerten, var musikken, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jørgen Lindhardt, til tv2oj.dk.
SE OGSÅ: Anmeldernes dom: Bossen triumferede i Horsens
Ifølge ham er det da heller ikke overraskende, at netop denne koncert forløb stille og rolig set fra politiets side.
Kunne ikke undgå kø
- Publikummet til den her type optræden er et pænt et, som har tradition for at opføre sig ordentlig, og det gjorde folk også denne gang, forklarer han.
De eneste udfordringer, der ikke kunne undgås, var de trafikale i området nær Casa Arena og centrum af Horsens.
SE OGSÅ: Superfan i Horsens: Bruce Springsteen genkender mig
- Der kan ikke undgå at komme lidt kø, når så mange er samlet, fortæller vagtchefen.
Men efter sigende skulle de trafikale problemer ikke have været så voldsomme, at nogen endte med at sidde fast i mange timer.