Politiet søger vidner til groft umotiveret overfald i Randers

Politiet efterlyser en mand, som tilsyneladende helt umotiveret overfaldt og tildelte en 21-årig mand fire knytnæveslag i hovedet

Billede af gerningsmanden, da han kommer gående forbi apoteket ved rutebilstationen Foto: Østjyllands Politi

Østjyllands Politi vil gerne have hjælp fra vidner, der har set en gerningsmand, som overfaldt en 21-årig mand ved rutebilstationen i Randers søndag den 7. oktober 20.30.

Læs også 19-årig overfaldet umotiveret - bagefter overfaldt voldsmand betjente

- Han slår ham helt ud af det blå i alt fire gange. Det er et groft overfald og helt umotiveret på en almindelig søndag aften i Randers, fortæller Janni Lundager, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.

Den 21-årige mand stod af bussen søndag aften, og der ser han en mand, der går rundt og råber, virker aggressiv og slår ud mod biler, der kom kørende ud fra p-pladsen.

Overfaldet skete her ved Randers Rutebilstation. Foto: Google Maps

Da han går forbi ham, spørger den formodede gerningsmand efter en lighter, men den 21-årig fortæller, at han ikke har nogen.

Læs også Langt flere hjertestartere øger chancen for at overleve

- Der er lidt ordudveksling. Gerningsmanden skal have kaldt ham alle mulige ting og blandt andet racist. Den 21-årige siger så, at han ikke er racist, og det får manden til at slå ham i hovedet og igen bagefter, da han er på vej væk, siger Janni Lundager til TV2 ØSTJYLLAND.

Beskrivelse af den formodede gerningsmand:

  • Mellemøstlig af udseende
  • 20-25 år
  • 175-180 cm høj
  • Spinkel kropsbygning
  • Kort, krøllet hår
  • Tydeligt markerede kindben og kortklippet skæg/skægstubbe
  • Iført gullig dunjakke med hætte på, blålige kondisko og havde en mørk rygsæk på ryggen
  • Talte dansk med accent

Den 21-årig vælter, og slår hovedet og kæben ned i asfalten. Derefter kommer en række vidner til, som hjælper ham.

- Den beskrivelse vi har af gerningsmanden, har vi fra den 21-årige og overvågningsbilleder. Men vidner har måske set hans færden før overfaldet, eller hvor han kom fra, fortæller Janni Lundager.

Læs også Væbnet røveri mod supermarked: Efterlyser gerningsmand i klipklapper

Overfaldsmanden forlader stedet og går op mod Føtex, Dytmærsken. På vejen ser den forurettede, at han giver et kram til en anden person, som formentligt havde lånt ham en lighter.

Politiet efterlyser vidner til overfaldet søndag den 7. oktober 20.30. Foto: Google Maps

Politiet vil gerne i kontakt med vidner eller personer, der har set episoden og manden op til eller efter, det er sket.

Østjyllands Politi kan kontaktes på 114.