Politiet søger ejer til hund bundet til bænk

Østjyllands Politi efterlyser ejeren til en muligvis ulovlig muskelhund fundet nær Fussing Sø ved Randers.

I sidste uge blev en hund fundet bundet til en bænk nær Fussing Sø ved Randers. Nu efterlyses ejeren. Foto: Google Maps / Østjyllands Politi

For en uge siden, den 20. februar kl. 11.38, blev en blot seks måneder gammel muligvis ulovlig muskelhund med racen amstaff i sig fundet bundet til en bænk.

Den stod ved Grovebakkevej 11 nær Fussing Sø vest for Randers.

Politiet søger nu dens ejer, som kan stå over for flere alvorlige repressalier. Hvis det altså viser sig, at hunden ikke er lovlig.

00:39

I sidste ende kan det ende med, at politiet må aflive hunden, lyder det. 

Luk video

Hvis ejeren melder sig, og den er ulovlig, vil personen også stå til en bøde for overtrædelse af dyreværnsloven.

Jens-Henrik Jensen, Østjyllands Politi

- Det, at vi synes, den ligner en ulovlig muskelhund, er ikke nok. Det skal en dyrlægevurdering og stamtavle afgøre. Når vi ved det med sikkerhed, er der flere scenarier, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Jens-Henrik Jensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vores håb med den her efterlysning er, at ejeren melder sig og kan dokumentere, at hunden er lovlig, fortsætter han.

Hunden ser ifølge politiet og det offentliggjorte billede ikke vanrøgtet eller på nogen måde mishandlet ud.  Foto: Østjyllands Politi

Kan også få en bøde

Hunde med racen amstaff i sig kan nemlig godt være lovlige, men der kan også være tale om det modsatte. Og hvis denne hund viser sig at være ulovlig, vil den efter tre dage stå til at blive aflivet.

Sådan lyder meldingen fra Østjyllands Politi.

Læs også Røvere truede sig til kontanter: Nu offentliggøres video

- Hvis ejeren melder sig, og den er ulovlig, vil personen også stå til en bøde for overtrædelse af dyreværnsloven, siger Jens-Henrik Jensen.

Ejeren har tre dage til at melde sig. Viser det sig, at hunden er lovlig, men dens ejer ikke kommer på banen, så vil et internat overtage den.

Hunden blev fundet af en borger nær adressen Grovebakkevej 11 ved Fussing Sø vest for Randers.  Foto: Google Maps

Der er tale om en seks måneder gammel tæve, den er lysegrå med hvid hals og hvide poter.    

Har du oplysninger om sagen, kan politiet kontaktes på tlf. 114.