Politiet smed røret på tre gange
Familie blev afvist af alarmcentralen, da den nytårsnat blev beskudt af en psykisk syg mand.
Østjyllands Politi lover en objektiv og hurtig undersøgelse af sagen, hvor en familie nær Randers tre gange angiveligt blev afvist, da den slog alarm om farligt skyderi med et jagtgevær.
Først ved det fjerde opkald sendte politiet en patruljevogn til adressen i Udbyhøj ved Randers Fjord, hvor en psykisk syg mand flere gange havde affyret et jagtgevær, skriver metroXpress tirsdag.
Et af skuddene ramte en lygte, som kortsluttede al strøm i huset, og de seks personer i huset kastede sig ned på gulvet og ringede til alarmcentralen.
Med ved det første opkald var reaktionen meget afvisende, og politiet smed røret på. Efterhånden udvikledes skyderiet sig, og til sidst nåede ordensmagten frem.
Mandag blev manden i et grundlovsforhør varetægtsfængslet i 14 dage. I mandens hjem fandt politiet flere våben.
Chefpolitiinspektør John Jacobsen vil ikke udtale sig om kritikken.
- Vi vil lave en redegørelse så hurtigt som muligt. Det vil være en objektiv gennemgang af, hvad der er sket i forbindelse med henvendelserne. Vi skal kigge på, hvordan der er blevet reageret, siger John Jacobsen til Ritzau.
En af personerne i huset, Jørgen Erik Borup, siger til metroXpress:
- Det er dybt chokerende og himmelråbende rystende at blive mødt så overlegent og arrogant, når man er i livsfare. Jeg undgik med nød og næppe at blive dræbt, og vi var utrolig bange.
LÆS OGSÅ:
Fængslet" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=16454">Fængslet efter skyderi (1/1-07)