Politiet skudsikrer vinduer
Politiet i Silkeborg vil skudsikre vinduerne, efter at der i går nat blev affyret syv skarpe skud mod politistationen.
Politistationen i Silkeborg skudsikrer vinduerne, efter at syv skarpe skud natten til tirsdag blev affyret mod politistationen af ukendte gerningsmænd. Politiet efterforsker skyderiet som drabsforsøg.
Mindst fire af projektilerne endte inde på vagthavendes kontor. Til alt held kom ingen af de fem politifolk på arbejde til skade, oplyser kriminalinspektør Carsten Thostrup. Politifolkene var samlet til en briefing i et andet lokale, da skuddene faldt.
Politiet har ingen idé om, hvem der skød eller hvorfor. Foruden skudsikring af vinduer oprettede politiet efterfølgende videoovervågning af stationsområdet.
Omkring 15 henvendelser havde tirsdag eftermiddag endnu ikke givet resultat. Skudepisoden skete klokken 03.09, da der blev skudt mod vagthavendes kontor i stueetagen på Chr. 8. Vej. Flere af skuddene gik gennem et vindue, og projektilerne borede sig ind i både vægge, loft og gulv. Et par skud endte i murværket udenfor. I alt syv patronhylstre blev fundet.
- Politiet har pt. intet muligt motiv til episoden og er åben for alle teorier, oplyser Carsten Thostrup. /ritzau/
LÆS OGSÅ:Politi-formand" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15295">Politi-formand rystet over angreb (12/9-06)Affyrede" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15286">Affyrede skud mod politistation (12/9-06)