Politiet sigter losejer
Ejeren af undsluppen los får politisag på halsen
Østjyllands Politi har sigtet ejeren af den bortløbne los for overtrædelse af bekendtgørelsen om privates hold af særlige dyr. Det skriver JP Aarhus.
I bekendtgørelsens paragraf ni står: "Dyreanlæg skal indrettes således, at dyrene ikke kan undvige, og ingen udenforstående personer kan påføres skader."
Ifølge politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi har ordensmagten været på besøg hos lossens ejer, der har tilladelse til opdræt af både losser og ozelotter.
- Vi har været ude for at inspicere ejendommen og har fundet et sted, den kan være sluppet ud, siger politikommissær Mogens Brøndum til JP og fortsætter:
- Sigtelsen går på, at ejeren ikke har holdt lossen på forsvarlig vis bag hegn.
Strafferammen er bøde eller fængsel i indtil fire måneder.
Opgivet at fange lossen
Østjyllands Politi har opgivet at fange den undslupne los på fredelig vis.
Lossen har levet i fangenskab i Vindskov ved Sabro, men den slap løs 24. september og bevæger sig nu rundt i området.
Men selv om Skov- og Naturstyrelsen har sat fælder op i weekenden, er det ikke lykkedes at få rovkatten fanget.
Derfor har politiet bedt om hjælp fra lokale jægere for at få lossen skudt.