Politiet opruster ved uroplaget indkøbscenter
Østjyllands Politi øger nu tilstedeværelsen i området omkring Frydenlundscentret i Aarhus V, hvor der gennem længere tid har været uroligheder
Efter TV2 ØSTJYLLAND onsdag kunne fortælle om smadrede butiksruder, hashsalg og utrygge kunder i Frydenlundscentret i det vestlige Aarhus, vælger politiet nu at øge sin indsats i området.
- Vi er allerede opmærksomme på, at vi har en udfordring med en gruppe unge, der gør det utrygt at færdes i området. Det er helt uacceptabelt, og derfor har vi i forvejen haft en periode med øget patruljering derude. Men der skal tilsyneladende mere til, siger politiinspektør hos Østjyllands Politi, Martin Løye.
- Derfor øger vi vores tilstedeværelse med en opsøgende og forebyggende indsats i et tæt samarbejde med kommunen, så vi får ro i området, fortsætter han.
Østjyllands Politi har gennem det seneste halve år modtaget mindst 12 anmeldelser fra de erhvervsdrivende i centret. De omhandler en gruppe unge, der generer kunder og laver hærværk mod butikkerne.
- Vi har ikke helt været opmærksom på omfanget af det her. Der har været en vis patruljering i området, men det har tilsyneladende ikke været nok, siger politiinspektøren til TV2 ØSTJYLLAND.
Han slår fast, at borgere skal kunne færdes frit omkring i området uden at blive antastet på gaden og tilbudt hash. Frydenlundscentret skal være et sted, hvor både de erhvervsdrivende og brugerne kan være i fred, forklarer Martin Løye.
Kunderne tør ikke komme
En af de handlende, der har anmeldt uroligheder til politiet, er bodegaejer Bente Pedersen.
- Der står 15-20 unge her hver aften. Ingen tør gå forbi, fordi de bliver antastet. De kunder, jeg havde om aftenen, er væk. De tør ikke komme, fortalte hun onsdag til TV2 ØSTJYLLAND.
Bente Pedersen driver bodegaen Pusterummet og har altså nu valgt at stille sig offentligt frem med sine oplevelser i centret.
Læs også
- Politiet er søde til at komme, men de kan jo ikke gøre andet end at bede de unge om at forlade stedet. Og så kommer de igen, når politiet er kørt, lyder det fra Bente Pedersen.
Derfor er det da heller ikke kun flere betjente, som sættes ind omkring centret.
- Vi laver en flerledet indsats både operativt synligt på gaden, men også forebyggende med gadeplansmedarbejdere og SSP-folk. Vi holder desuden kontakten til de erhvervsdrivende for at høre, hvordan det går, siger politiinspektør Martin Løye.
Mere politi er vejen frem
- Det bliver en helhedsorienteret indsats fra politiets og kommunens side, garanterer han.
Ifølge Bente Pedersen har urolighederne stået på siden sidste sommer, og det er ikke kun bodegaejeren, der føler sig plaget af de unge uromagere.
I centret ligger også en Fakta-butik, og her er man ligeledes frustrerede.
- Vi kan bekræfte, at forholdene omkring Fakta og de øvrige butikker i centret på Frydenlunds Allé er fuldstændig uacceptable. Der er grupper, der skaber meget utryghed for såvel vores medarbejdere som for vores kunder, lyder det i et skriftlig svar fra informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen.
- Vi har gjort og gør en række ting for at forebygge det. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at skabe den nødvendige ro. Så umiddelbart kan vi kun se, at en endnu større tilstedeværelse fra politiets side, vil kunne hjælpe her og nu, fortsætter han.
Hører borgerne nu
Udover en øget indsats fra politiet, lover politisk ordfører for Socialdemokraterne i Aarhus, Anders Winnerskjold, også, at der nu kommer fokus på problemerne i Frydenlundscentret.
- Vi hører dem nu. Jeg har ikke været bekendt med det før nu. Men vil gerne slå fast, at uro og utryghed er fuldstændig uacceptabelt. Det skal være trygt at være borger og drive forretning i Aarhus Kommune, sagde politikeren i går til TV2 ØSTJYLLAND.
Han opfordrer folk i området til altid at ringe til politiet, hvis de oplever problemer.
- Og så skal vi også tage andre midler i brug. Vi skal have fat i vores SSP-folk og gadeplansmedarbejdere, så vi kan få identificeret de unge, der laver ballade, sagde Anders Winnerskjold.
Frydenlundscentret ligger ved Viborgvej og Frydenlunds Allé i det vestlige Aarhus.
Vi har forgæves forsøgt at få en kommentar fra udlejeren i centret. Øverst på siden kan du se interview med Martin Løye fra Østjyllands Politi.