Politiet: Rolig Northside
Skalle-risikoen er lille for de 25.000 festivalgæster
Der er meget langt mellem slagsmål og tasketyverier på denne weekends Northside Festival i Aarhus.
Sådan lyder meldingen fra Østjyllands Politi efter den første aften med musik og flere end 30.000 mennesker i Ådalen i Åbyhøj.
Faktisk har der ifølge vagtchef Jens Rønberg ikke været nogen sager af betydning.
- De har opført sig eksemplarisk. Der har været roligt derude, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I Aarhus Midtby få kilometer derfra har der i løbet af natten været flere voldssager. Ifølge vagtchef Jens Rønberg er der en grund til, at Northside Festival indtil videre har været mere rolig.
- Det er modne mennesker, der kommer for at hygge sig. Det er nogenlunde det samme billede som de tidligere år, hvor der har været Northside Festival, fortæller han.
Northside Festival begyndte fredag og slutter i morgen, søndag. Det er femte gang, festivalen bliver afholdt. Der er i alt 25.000 gæster samt flere tusinde frivillige medarbejdere til stede i Ådalen.