Politiet på Twitter
Vil informere borgere på det sociale medie
Midt- og Vestjyllands Politi tager nu kontakt med borgerne på det sociale medie Twitter.
Politiet begrunder initiativet med, at mange borgere får deres informationer gennem sociale medier og netværk.
- Vi vil være til stede og møde folk, hvor de er, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
På Twitter vil politiet informere om færdselsuheld, vejspærringer, større hændelser og lignende. Derudover vil de også bede borgerne om hjælp ved at bringe efterlysninger af forsvundne personer, gerningsmænd, spor, osv.
- Vi håber, at vi dermed kan få vores meddelelser hurtigere ud til vores borgere, og at borgerne vil opleve vores "tweets" som en forbedring af vores service til dem, fortæller Midt- og Vestjyllands Politi.