Politiet ophæver blokade
Studerendes afspærring ophævet: 19 personer sigtet
Onsdag eftermiddag måtte Østjyllands Politi endnu en gang rykke ud til Aarhus Universitet for at fjerne utilfredse studerende. 19 personer er blevet sigtet i sagen efter paragraf 264 om husfredskrænkelse, da de har opholdt sig i bygningen mod Aarhus Universitets ønske.
De studerende er utilfredse med regeringens såkaldte dimensioneringsplan og fremdriftsreform.
Natten til tirsdag fjernede politiet de studerende fra rektoratsbygningen, men onsdag lavede de studerede en ny blokade ved Stakladen ved Aarhus Universitet for at forhindre et planlagt møde i regeringens kvalitetsudvalg.
- Vi har tømt en gang, der var blokeret ind til lokalet, hvor mødet skulle være, så dem, der skulle til møde, kunne komme ind, siger chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen fra Østjyllands Politi.
Han fortæller, at politiet fortalte de studerende, at de kunne vælge at forlade stedet, og hvis de ikke gjorde det, ville de blive sigtet efter paragraf 264.
- Vi har ikke anholdt nogen, men vi har sigtet 19 personer for overtrædelse af paragraf 264, siger Bent Preben Nielsen.
Ifølge chefpolitiinspektøren forløb ophævelsen af blokaden stille og roligt.