Politiet opgiver at finde narkohunden Pablos kidnappere

Østjyllands Politi har frafaldet sigtelsen mod de to mænd, der i foråret blev fundet i lejligheden med narkohunden Pablo

01:10

Både ejer og hund var lykkelige, da de blev genforenet, efter at Pablo var blevet stjålet af ukendte gerningsmænd.

Østjyllands Politi har droppet sigtelsen mod to mænd, der var mistænkt for at have kidnappet narkohunden Pablo, og indstiller nu efterforskningen i sagen om hunden, der to gange blev stjålet fra sit hjem i Aarhus tidligere på året.

Det var en desperat Michael Johansen, der en tirsdag morgen i maj vågnede til en tom hundegård i sit hjem i det nordlige Aarhus. Hans hund, narkohunden Pablo, var blevet stjålet. Døren til den låste hundegård var brudt op, og der var ingen tegn på Pablo.

Læs også Efterlysning af Pablo spredes i hele Europa

Ejer Michael Johansen var særligt desperat, fordi han og Pablo kun få måneder senere skulle udstationeres til Kabul i Afghanistan på en NATO-opgave for at søge efter narko. Pablo er nemlig en specialtrænet patrulje- og narkohund.

Vi fik en kæmpe modtagelse og blev slikket i hele hovedet, så det var fantastisk.

Michael Johansen, ejer til Pablo

Men desperationen varede kort, for allerede om aftenen den tirsdag i maj lykkedes det Østjyllands Politi at finde frem til den stjålne narkohund. Og Michael Johansen kunne igen ånde lettet ud.

Pablo er en belgisk hyrdehund på fire år. Han blev stjålet af ukendte gerningsmænd hele to gange på få dage.

-  Vi fik en kæmpe modtagelse og blev slikket i hele hovedet, så det var fantastisk, sagde Michael Johansen, kort efter genforeningen med sin hund Pablo, til TV2 ØSTJYLLAND.

Men lykken varede kort. For blot to dage efter, en torsdag morgen, måtte Michael Johansen gennemleve samme scenarie fra dage forinden. Pablo var endnu engang forsvundet fra sin hundegård til trods for, at Michael Johansen havde sikret hundegården yderligere med flere låse. 

Læs også Narkohunden Pablo er blevet stjålet igen

- Den her gang har de klippet hul i hegnet i den nederste del af døren. Hegnet er klippet op med en tang. Jeg er dybt berørt. Det er så synd for ham med alt det, han har været igennem, fortalte Michael Johansen til TV2 ØSTJYLLAND efter, at Pablo for anden gang inden for få dage var blevet stjålet. 

03:20

VIDEO: Se indslaget om en dybt berørt Michael Johansen, der i foråret mistede sin hund Pablo to gange på få dage.

Luk video

Få dage efter modtog Østjyllands Politi en henvendelse om, at Pablo skulle befinde sig på en adresse i Sabro vest for Aarhus. Politiet rykkede ud og ransagede lejligheden, hvor de fandt Pablo bag en låst dør. I lejligheden befandt sig desuden to mænd fra Sønderborg på 17 og 21 år.

I forbindelse med efterforskningen af sagen, hvor Pablo blev fundet i en lejlighed i Sabro med to mænd, har vi været nødt til at frafalde sigtelsen på de to mænd.

Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver, Østjyllands Politi

De to mænd blev anholdt og sigtet for tyveri af hunden, oplyste Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND midt i maj. Dengang kunne de ikke udtale sig yderligere i sagen, da den var under efterforskning.

Men nu er der endelig nyt i sagen om Pablo, der hele to gange på få dage blev frarøvet og genforenet med sin familie.

- I forbindelse med efterforskningen af sagen, hvor Pablo blev fundet i en lejlighed i Sabro med to mænd, har vi været nødt til at frafalde sigtelsen på de to mænd. Det fortæller kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, i dag til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Pablos ejer: Det har været noget af en rutsjetur

Derfor er politiet på nuværende tidspunkt nødt til at lukke sagen om Pablo.

- Det har ikke været muligt at finde beviser på, at de to mænd i lejligheden rent faktisk havde stjålet Pablo, men blot at de befandt sig i lejligheden. Derfor er vi nødt til at stille efterforskningen i bero indtil videre, siger Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi.

Pablo er en specialtrænet patrulje- og narkohund, og han er sammen med sin ejer udstationeret i Afghanistan for at finde euforiserende stoffer hos militærfolk. Foto: Privatfoto

Sagen fik stor bevågenhed fra flere medier, og bare på TV2 ØSTJYLLANDs Facebook-side blev historien delt mere end 12.000 gange på mindre end et døgn. Men til trods for den store interesse, har der ikke været nogen hjælp at hente fra borgere.

Læs også Historien om en stjålet hund: Pablo tog Facebook med storm

- Der har hverken været borgerhenvendelser, vidner eller nye spor i sagen, som har kunnet lede til de mulige gerningsmænd. Skulle der opstå nye spor i sagen, så vil vi se på dem, men for nuværende sættes sagen i bero, fortæller Østjyllands Politi.

Hunden er blevet fundet, og det var jo det vigtigste. 

Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder, Østjyllands Politi

Men til trods for, at efterforskningen ikke når længere i den her omgang, så endte historien lykkeligt for nu - i hvert fald for Pablo og Michael Johansen.

- Der kommer ikke til at ske så meget nu. Hunden er blevet fundet, og det var jo det vigtigste, siger Jakob Christiansen.

I efteråret lykkedes det Pablo og ejer at blive udstationeret i Kabul i Afghanistan som planlagt, og Pablo har fundet flere euforiserende stoffer på den militærbase, han og Michael Johansen arbejder på.

Øverst i artiklen kan du se videoen fra den lykkelige genforening af hund og ejer.