Politiet opfordrer til nabohjælp
Spænd ben for tyven i vinterferien
Vinterferien står for døren, og både vintermørket og ferietomme boliger er noget, der tiltaler indbrudstyvene.
Omkring 12.000 borgere har i dag tilmeldt sig Det Kriminalpræventive Råd og TrygFondens gratis nabohjælpsservice, der gør det let at organisere nabohjælpen og snyde indbrudstyvene. Heraf er der godt 1000 tilmeldte husstande i Østjyllands Politikreds.
- Nabohjælp er effektivt, når det drejer sig om at forebygge indbrud, og med Det Kriminalpræventive Råd og TrygFondens nye nabohjælpsværktøj har borgerne et godt, enkelt værktøj til at få organiseret deres nabohjælp. Og det kan godt betale sig at hjælpe hinanden, med at holde øje med kvarteret og ens boliger, udtaler Allan Aarslev, der er politikommissær i Østjyllands Politi.
Ifølige politikommissæren viser undersøgelser, at det kan forhindre op til hvert fjerde indbrud:
- Her i kredsen bakker vi derfor op om det nye nabohjælpskoncept og anbefaler også på det varmeste, at borgerne sørger for at melde sig til på nabohjælp.dk - også gerne nu hvor mange skal på vinterferie, siger Allan Aarslev.
Antallet af nye nabohjælpere stiger støt og roligt, men politiet håber dog, at endnu flere vil tilmelde sig. For at tilmelde sig det nye Nabohjælp, skal man blot gå ind og oprette en profil på www.nabohjælp.dk