Politiet ønsker regler for mobiler
Skolerne bør indføre regler for børnenes brug af mobiltelefoner, anbefaler politiet i Skanderborg.
Efter to tilfælde af såkaldt 'happy slapping' i Ry og Skanderborg, hvor skoleelever har overfaldet kammerater og optaget volden med mobiltelefonen, opfordrer politiet i Skanderborg nu skoler og forældre til at lave regler for brug af mobiltelefoner i skoletiden.
Vicekriminalinspektør Max Burhøj understreger, at politiet ikke kan nedlægge forbud mod mobiltelefoner på skolernes område.
- Men vi kan anbefale, at skolerne laver et regelsæt for, hvordan og hvornår telefonerne må bruges. Reglen kan også være, at eleverne slet ikke må medbringe mobiltelefoner, siger han til TV 2 l ØSTJYLLAND.
På Grønløkkeskolen i Tranbjerg ved Århus er der allerede forbud mod mobiltelefoner.