Politiet måtte trække våben - blev truet med 30 cm lang kniv

Østjyllands Politi kom på arbejde i Randers i nat, da en 66-årig mand truede med en 30 centimeter lang kniv

Foto: Kim Haugaard - Scanpix

Klokken 00.19 natten til onsdag fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der gik en aggressiv mand rundt på Kristrupvej i Randers, som muligvis var i besiddelse af en kniv.

- Vi sender en patrulje ud til stedet, hvor han går forvildet rundt. Han går frem mod politiet med kniven hævet truende, og der bliver han råbt an og anholdt, siger vagtchef Peter Hunniche til tv2oj.dk.

Manden er en 66-årig dansk mand, der viste sig at være i besiddelse af en 30 centimeter lang kniv.

På grund af den truende situation var det nødvendigt for politiet at tage deres forholdsregler.

Danmarks dummeste røver? Ville have penge via Mobilepay

- Betjentene trækker deres tjenestevåben, da han opfører sig truende og er relativt tæt på dem med kniven. De brugte ikke deres våben, siger Peter Hunniche.

Manden bliver sigtet for vold og trusler mod tjenestemand i funktion.

Han sidder stadig på politigården, og det vil her til morgen blive besluttet, om han skal løslades eller fremstilles i grundlovsforhør.