Politiet måtte slæbe 12 personer til Fogedretten
26 personer udeblev fra Fogedretten, men mange af dem blev hentet af politiet
I denne uge har Østjyllands Politi sat fokus på udeblivelser fra Fogedretten.
I Aarhus Vest var 26 personer ikke mødt op hos Fogedretten, og det gad Østjyllands Politi ikke at finde sig i – for der er som bekendt mødepligt.
Læs også
Derfor forsøgte Østjyllands Politi at stemme dørklokker, og det resulterede i 12 anholdelser. Efterfølgende har yderligere tre selv henvendt sig, men der er altså stadig 11 personer, der mangler at møde op hos Fogedretten.
Alle 26 er blevet kontaktet flere gange af politiet og informeret om, at de godt måtte møde op i Fogedretten, men det ignorerede de alle i første omgang.
Læs også
Og så er praksis altså sådan, at politiet samler en op.
- Når man bliver indkaldt af retten, har man pligt til at møde op. Så det kan man ligeså godt gøre, før vi banker på. Før eller siden vil man blive hentet, så det kan slet ikke betale sig. Få selv støvlerne på og kom af sted, inden vi står i døren med en anholdelse, siger politikommissær Jens Espensen fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Læs også
Derfor opfordrer han også de resterende syndere til at lette en vis legemsdel og henvende sig hos Fogedretten.
- Vi kommer inden længe til at lave en lignende aktion ude i området for at hente de sidste, så de kan lige så godt se at komme af sted på egen hånd, siger Jens Espensen.