Politiet lukker sladder-side
17-årig mand spredte rygter på nettet
Sladder og ondsindede rygter om unge horsensianere blev indtil i går lagt ud på en nyoprettet side på Facebook.
Nu har Sydøstjyllands Politi valgt at lukke den omtalte side, hvor flere unge med navns nævnelse blev hængt ud.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Det har efterfølgende vist sig at være en 17-årig mand fra Horsens, som har oprettet siden, der på bare få timer fik mere end 500 likes.
- En 38-årig kvinde henvendte sig hos os, da hun mente, indholdet var af så krænkende og stødende karakter, at hun ville anmelde det. Vi tog en snak med hende, og samtidig blev vi kontaktet af en medarbejder fra street-teamet under SSP-samarbejdet, som fortalte, at en gruppe unge piger følte sig udstillet på netop den Facebook-side. Det var de kede af, siger vicepolitikommissær Jesper Julian Christensen fra Sydøstjyllands Politis forebyggelsesafdeling til Horsens Folkeblad.
XXX har været sin kæreste XXX utro
På Facebook-siden blev der ifølge avisen blandt andet spredt rygter, som for eksempel: "XXX har været sin kæreste XXX utro."
En medarbejder fra SSP og Sydøstjyllands Politi var i går på besøg hos den 17-årige mand og hans forældre. Her fortalte manden, at han ikke havde overvejet konsekvensen af sine handlinger.
Politiet har efter besøget valgt ikke at rejse sigtelse mod den 17-årige mand.