Politiet løslader 28-årig

Knivstikkeri i Viby: Ingen varetægtsfængsling

En 34-årig mand blev onsdag morgen ramt af knivstik på Ravnsbjerg Kollegiet, der ligger på Risdalsvej i Viby i Aarhus.

En 28-årig mand, som politiet mener, kan være gerningsmanden, blev efterfølgende anholdt og sigtet for at have stukket den 34-årige med en kniv i lysken.

Politiet vil ikke forsøge at få den 28-årige mand varetægtsfængslet.

- Der bliver ikke en fremstilling af manden, men man opretholder sigtelsen, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det vil sige, at den 28-årige ikke fremstilles i grundlovsforhør, og at politiet derfor ikke vil forsøge at få ham varetægtsfængslet, hvorfor han løslades.

- Det er vores jurister, som vurderer sagen, og ud fra hvad de sagde, så går vi ikke efter en varetægtsfængsling af manden, siger vagtchefen.

Politiet arbejder netop nu med at finde ud af det præcise hændelsesforløb og motiv.

Det 34-årige blev kørt på skadestuen, hvor han modtog behandling for knivstikket. Han er uden for livsfare.