Politiet leder igen efter Lisbet
Politiet har genoptaget eftersøgningen af den 46-årige Lisbeth Nielsen fra Risskov, der frygtes myrdet af sin ekskæreste.
Lige siden Lisbet Nielsen forsvandt i oktober sidste år har politiet massivt ledt efter hende, men uden resultat.
Nu erfarer TV 2 | ØSTJYLLAND, at politiet gør endnu et forsøg. Denne gang har indsatsen igen været koncentreret om Risskov.
Politiet ønsker ikke at kommentere oplysningerne, men efter hvad TV 2 | ØSTJYLLAND erfarer, har indsatsen indtil videre ikke givet resultat.
Forsvandt 23. oktober
Lisbet Nielsen fra Århus-forstaden Risskov er sidst set fredag den 23. oktober ved 19-tiden om aftenen. Hendes kæreste, Bjarne Østergaard Madsen, er siden blevet fængslet i sagen, men begik selvmord i sin celle i Århus Arrest.
Selvmordet fandt sted kort tid før, at Bjarne Østergaard Madsen skulle have været fremstillet i grundlovsforhør i byretten i Århus.
Flere vidner mener at have set Bjarne Østergaard Madsens sølvgrå Audi A4 på Djursland umiddelbart efter Lisbet Nielsens forsvinden. Derfor har politiet i særlig grad koncentreret eftersøgningen her.
Sagen har vakt debat, fordi Bjarne Østergaard Madsen tidligere var dømt for at have dræbt to andre kærester. Han blev dog udskrevet fra et psykiatrisk hospital, og i 2005 fastslog Retslægerådet, at han ikke længere var skizofren.