Politiet leder efter røvere
Gerningsmænd stak af efter røveri mod Nordea
Tre maskerede mænd begik torsdag ved 17-tiden røveri mod Nordea på Bystævnet i Lystrup.
To af mændene gik ind i banken gennem en bagindgang og truede personalet med koben og slagvåben. De fik udleveret et ukendt pengebeløb i fortrinsvis danske kroner, men også i udenlandsk valuta.
Ude foran banken holdte den tredje gerningsmand klar med flugtbilen, en sølvgrå Volkswagen Passat, som politiet senere sporede til en rasteplads i Lisbjergskoven.
Det er det sidste sted, politiet foreløbigt kender til efter røveriet.
- Vi er meget interesserede i at høre, om nogen har set gerningsmændene forlade bilen i Lisbjergskoven og om de er fortsat i et andet køretøj, fortæller politikommissær ved Østjyllands Politi Mogens Brøndum.
Stor og bredskuldret
Den ene beskrives som 190-195 cm høj, bredskuldret og stor af bygning og muligvis skaldet. Han var iført en lys t-shirt og en sort fleecejakke. Jakken har et stort, sølvfarvet mærke på ryggen.
Den anden gerningsmand beskrives som 20-30 år, 180 cm høj, almindelig af bygning. Han talte dansk uden accent og var iført mørkt tøj. Blandt andet en windbreakerjakke, skimaske og handsker.
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på tlf. 114.