Politiet leder efter gaderøvere

17-årig truet til at udlevere mobiltelefon

Politiet leder efter vidner, der kan hjælpe med at opklare et gaderøveri mod en ung mand på 17 år i det centrale Aarhus.

Ifølge Østjyllands Politi har den 17-årige anmeldt, at han natten til lørdag blev truet til udlevere sin mobiltelefon i Busgaden.

Den 17-årige valgte at udlevere sin telefon, hvorefter de to gerningsmænd forsvandt fra stedet. Gaderøveriet blev anmeldt til politiet lørdag eftermiddag.

Den ene af de to gaderøvere beskrives som en 33-35-årig mand med et dansk udseende. Manden er 180-185 cm høj, er skaldet, muskuløs og havde skægstubbe. Han har tatoveringer ved venstre håndled og talte dansk.

Hans medgerningsmand er 24-26 år og har et mellemøstligt udseende. Han har brun hud, er 175-180 cm høj og har kortklippet hår i siderne. Øverst på hovedet er håret lidt længere. Manden talte dansk med accent. Under overfaldet var han iført en sort jakke af mærket Canadian Goose.

Eventuelle vidner kan kontakte politiet på tlf. 114.