Politiet leder efter flugtbilist
Kørte over for rødt lys på Hasle Ringvej
Politiet leder efter en ukendt flugtbilist, der onsdag var årsag til et trafikuheld i det nordlige Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi ville en 66-årig mandlig bilist kort før kl. 18 svinge til venstre fra Hasle Ringvej og videre ad Paludan-Müllers Vej.
Mens han drejede, blev han påkørt af en bilist, der med cirka 90 km/t kørte over for rødt lys i det samme kryds.
Efter uheldet fortsatte den ukendte bilist fra stedet ad Hasle Ringvej mod sydvest uden at stoppe op.
Den 66-årige mand, som svingede til venstre, har kun kunnet givet sparsomme oplysninger om den bil, flugtbilisten kørte i.
- Han fortæller, at bilen havde en lys farve. Der er muligvis tale om en ældre BMW, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Uheldet fandt sted onsdag kl. 17.46. Østjyllands Politi hører gerne fra personer, der har informationer i sagen. Politiet kan kontaktes på tlf. 114.