Politiet: Læg mobilen, bilist!
Skyder ny trafikkampagne i gang
Der er alt for mange, der tjekker smartphonen eller roder for længe med knapperne i bilradioen, mens de sidder bag rattet i en bil.
Det mener Østjyllands Politi, der i dag sætter gang i en ekstraordinær politikontrol for at få bilisterne til at være mere opmærksomme i trafikken.
Kampagnen "Kør bil, når du kører bil" gennemføres i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik. I de nærmeste dage har politiet særlig fokus på for eksempel brugen af smartphones, inden de vinker østjyske bilister ind til siden.
- Hvis du kører 50 km/t ud ad en landevej og bruger fem sekunder på mobiltelefonen, så svarer det til at køre 70 meter med lukkede øjne. Det kan de fleste godt forstå ikke er en god cocktail, siger politikommissær Mikael Larsen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
En opgørelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at uopmærksomhed er skyld i 35 pct. af alle dødsulykker på de danske veje. Ifølge Mikael Larsen er der i dag masser af ting, der kan gøre bilisterne uopmærksomme.
- Der er mobilen, GPS'en, børnene bag i bilen og den stressende hverdag. Man kommer for tæt på dem foran, og når de så bremser, så er man ikke lige klar og kører derfor op i dem, siger han.
Se et interview med politikommissær Mikael Larsen i videoen øverst på siden.