Politiet: Kør forsigtigt!

Vejene er glatte, advarer politiet efter alvorligt uheld

Genrefoto.

Trafikanterne i Silkeborg-området bør onsdag aften køre ekstra forsigtigt. Vejene er spejlglatte.

Sådan lyder advarslen fra Midt- og Vestjyllands Politi, efter at der sent onsdag eftermiddag har været flere trafikuheld på grund af det glatte føre.

- Et omslag i vejret har gjort, at vejene er blevet meget, meget glatte på visse strækninger, forklarer politiets vagtchef til TV 2 | ØSTJYLLAND.

To personer på sygehuset

Et af glatføreuheldene er ifølge politiet meget alvorligt. På Givevej sydvest for Silkeborg er to biler stødt frontalt sammen kl. 16.13.

- En person fra hver bil er kørt til sygehuset, fortæller vagtchefen.

Tidligt onsdag aften ved politiet endnu ikke, hvor alvorligt de to implicerede er kommet til skade.