Politiet klar til julebryg
Målrettet indsats mod spirituskørsel, allerede før julebryggen slippes løs.
Fredag den 5. november klokken præcis 20.59 lanceres årets julebryg overalt i landet. En tilbagevendende tradition, som trækker mange af huse - også politiet.
Allerede fra i morgen, torsdag, vil politiet skærpe patruljeringen i jagten på spritbilister. Og jagten fortsætter til og med lørdag.
Midt- og Vestjyllands Politi bebuder, at man vil patruljere ekstra meget omkring restaurationer og værtshuse før, under og efter frigivelsen af juleøllen.
Politipatruljerne holder så mange kontroller som muligt alle tre dage. Kontrollerne består i sin enkelthed i, at føreren af bilen testes i alkometeret. Hvis alkoholpromillen overstiger 0,5 promille, bliver man sigtet for spirituskørsel og anholdt. En læge udtager en blodprøve, og derefter bliver man løsladt.
Det er resultatet af blodprøven som afgør sanktionen.