Politiet klager over arbejdsmiljø

De ansatte hos politiets alarmcentral i Århus klager over stressende arbejdsforhold.

Det er Morgenavisen Jyllands-Posten, der i dag afdækker arbejdsforholdene hos de ansatte på alarmcentralen i Århus. Ifølge avisen er problemerne af både fysisk og psykisk karakter.

- Der er meget støj i lokalet, og der skal træffes alvorlige beslutninger på få sekunder. Ingen har endnu sygemeldt sig af den grund, men kollegerne er meget utilfredse med arbejdsforholdene, siger formanden for Århus Politiforening, Claus Hartmann, til avisen.

Problemerne er opstået efter politiets alarmcentraler i hele Århus Amt i sommeren 2002 blev lagt ind under Århus Politi.